Skodsborg
den 4/5 1928
Kære
Hansen Jacobsen!
Det bragte
ligefrem Taarer i mine Øjne at høre den sørgelige Nyhed om Din
Hustrus Død.
Nu kan jeg
ikke huske Aaret,
da jeg skrev Jeres Bryllupssang, men det ved jeg, at det er
længe siden og aldrig nogen Gang tror jeg at jeg siden har set
Jer enkeltvis, men altid paa en Maade Haand i Haand, saa
uundværlige syntes I hinanden.
Jeg ved
hvad hun betød for Dig i Dit Hjem, i Din Kunst, i smaat og
stort.
Det er en
usigelig vemodig Tanke, ogsaa for mig, Din gode Ven, at Du nu
skal vandre Livet uden hende. Jeg vidste desuden ikke, at hun
havde været syg. Nogen stærk kvinde har hun vist aldrig været,
men sengeliggende har jeg heller ikke hørt hun har været.
Hvad rev
hende bort i den hast?
Jeg beder
Dig været forvisset om min inderligste Medfølelse.
Da Du i
din Sorg ogsaa har faaet Tid til at spørge til mit Befindende,
skal jeg svare, at det har bedret sig betydeligt. Rask er jeg
ingenlunde, det er Blodomløbet i venstre Ben, det er lidt galt
med, men jeg haaber at kunne trampe det fra mig i Løbet af
sommeren. Om faa dage kommer Nana og tager mig med sig hjem til
”Jenle”,
saa jeg klarer den jo nok.
De
hjerteligste Hilsner fra Din
hengivne
Ven
Jeppe
Aakjær