Niels Hansen Jacobsen og havfruerne Historien om tre springvand - og en krølle om J.F. Willumsens fontæneudkast til Svendborg   Af Teresa Nielsen, museumsleder  Troldespringvandet – et malende, associationsrigt ord. Værket står i den jyske stationsby Vejen på pladsen foran kunstmuseet. Det består af en central placeret faretruende trold, en bronzeafstøbning af en skulptur fra 1896. Den er omgivet af vandspyende øgler og tudser udført i cement. Ved fontænens afsløring i sommeren 1923 var hovedtaleren Jeppe Aakjær, en ungdomsven af springvandets skaber, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941). Indvielsen var en begivenhed, der nåede viden om båret af dagbladenes illustrerende artikler. Tyve år tidligere havde et andet af Hansen Jacobsens værker, monumentet Modersmaalet i Skibelund Krat, været lige så omtalt. Det medførte dengang en stribe monumentbestillinger, og lidt på samme måde affødte springvandsafsløringen en række nye opgaver. Hansen Jacobsen skabte efterfølgende tre havfruefontæner. De har en tæt sammenflettet tilblivelseshistorie, som der følgende vil blive gjort rede for. Mange kunstnere er gennem tiden blevet inspireret af H.C. Andersens billedrige fortællinger. Under sit 10-årige ophold i Paris skabte Hansen Jacobsen med udgangspunkt i H.C. Andersens Historien om en Moder i 1892 skulpturgruppen Døden og Moderen. I skildringen af døden søgte han for første gang at give et begreb, en uhåndgribelig størrelse, form – en problemstilling, der er typisk for Hansen Jacobsens værker fra 1890´erne så som Natten, Trold, der lugter Menneskekød, Skyggen og Militarismen. Det er med stor sikkerhed et andet af H.C. Andersens eventyr, Den lille havfrue, der ligger til grund for Hansen Jacobsens blystatuette Havhexen, 1893, som Vejen Kunstmuseum  i 2003 fik mulighed for at erhverve på auktion. Den groteske kvindeskikkelse stemmer fortræffeligt overens med en passage af eventyret, hvor Den lille Havfrue kommer: ”til en stor, slimet Plads i skoven, hvor store fede Vandsnoge boltrede sig og viste deres stygge, hvidgule Bug." Hun er på vej til Havhexen, der kaldte vandsnogene for ”sine smaa Kyllinger, og lod dem vælte sig paa hendes store svampede Bryst.” Den ondskab, der skal til for at forlange den lille havfrues tunge – et af hendes vigtigste midler til at vinde den unge prins – ser hun bestemt ud til at være i besiddelse af! Der kom til at gå syv år, før Hansen Jacobsen atter tyede til fortællingen om Den lille Havfrue. Denne gang gengav han hovedpersonen – en meterhøj figur, hvor havfruen nænsomt klapper en fisk (1). Med akkuratesse gengiver Hansen Jacobsen i tredimensional form endnu et stykke af teksten – beskrivelsen af slottet med de store sale, ”hvor levende Blomster voxte ud af Væggene. De store Rav-Vinduer bleve lukkede op, og saa svømmede Fiskene ind til dem, ligesom hos os Svalerne flyver ind, naar vi lukke op, men Fiskene svømmede lige hen til de smaa Prindsesser, spiste af deres Haand og log sig klappe.” Som for at understrege havfruens mulighed for at blive menneske, har Hansen Jacobsen valgt at lade hende ’stå’ op. Overgangen mellem menneskekrop og fiskehale har han sløret ved at lade tang og andre vandplanter drive om havfruens hofter. Bag hende ses nogle af de gevækster, der skød frem i den store slotssal på havets bund. Den øverste del af figuren er naturalistisk gengivet. Et særlig markant træk er det lange, bølgende hår, der falder ved hendes højre skulder. For at antyde den vandstrøm, som fisken svømmer op imod, drages tangen og hendes hår mod venstre. Det kan være svært at forestille sig, at denne blide havfruefigur skulle være opstået knap to år efter et af Hansen Jacobsens voldsomste hovedværker, Militarismen. Men ser man efter i søplanterne ved havfruens hofter, anes blandt den bølgende vegetation nogle skarpe, lidt brutale takkede former – typiske art nouveau former, der ellers hyppigst forefindes i dekorative arbejder som eksempelvis vennen Jens Lunds tuschtegninger. På Vejen Kunstmuseum, der rummer størsteparten af Hansen Jacobsens produktion, findes endvidere en række keramiske havfrueskitser. Desværre er ingen af dem dateret. Den ene har Hansen Jacobsen betegnet som et unikaarbejde (2). Her har han valgt at lade havfruen ligge henslængt og lokkende som en anden femme fatale. Hun støtter på sin højre albue, mens hun med venstre hånd koket griber fat om sin halefinne. Havfruens hår er elegant sat op. Den tilspidsede kegle på hendes isse kan give et fingerpeg om dateringen, idet den minder om den øverste afslutning på skulpturen Foraaret, der er dateret 1900 (3). Havfruen hviler på en broget bund, der tydelig fremviser Hansen Jacobsens lyst til at eksperimentere med form og farve. Grove lerstykker er påført, og det ser ud til, at han har forsøgt sig med azurblå egyptiske fajancer, som de gamle egyptere anvendte til mindre figurer og dekorative virkninger (4). Det viser sig, at Hansen Jacobsen i tiden omkring århundredskiftet har arbejdet indgående med havfruemotivet. På hans store separatudstilling i Den Frie Udstillings bygning i København 1901 vistes ifølge kataloget en keramisk gruppe kaldet Malstrøm. Den er anført umiddelbart efter nr. 51 Havfrue. Skitse i Keramik (5). Med historiens bagklogskab virker det ikke usandsynligt, at Malstrøm kan være synonym med en keramisk gruppe, der hidtil kun er blevet betragtet som en skitse til Hansen Jacobsens fontæne i Svendborg Havfruer, der laver Malstrøm – et stort værk, der blev til i slutningen af 1920’erne! En fontæne til Svendborg I 1865 rejste Peter Mathias Wessel (27. september 1851 – 8. februar 1921) (6) via København fra Svendborg til Chile. I Sydamerika arbejdede han sig gradvist fra mindre stillinger op gennem bankverdenen, handelshusene og meget andet. Han skabte sig en formue og vendte i 1892 hjem til Europa.       P. M. Wessel ønskede at gøre noget for sin fødeby og bad derfor J. F. Willumsen – som han gennem dennes ægteskab med Edith, født Wessel, var kommet i familie med – om at give et udkast til et springvand til byen (7).    Som altid gik Willumsen til opgaven med stor omhu. Han læste byens historie og hæftede sig ved, at byens navn var opstået ved handel med svin – Swineburg (8). Foregribende Mogens Bøggilds Grisebrønd (1941-50) til Århus udførte Willumsen januar 1916 udkast til en brønd med svin på karmen (9). Ideen faldt øjensynlig ikke i god jord, og Willumsen arbejdede allerede fra januar 1916 i stedet med tanken om en havfruefontæne. På en skitse dateret 26. marts 1916 ses en kumme prydet med delfin relieffer. Midt i bassinet skyder en lidt grotesk/gotiserende havfrue i vejret. Hun har fart på. Dette understreget ved, at hendes bryster stritter henholdsvis op og ned – et markant træk, der går gennem en lang række skitser og modeller frem til i alt fald 30. december 1918 (inv. 365). J.F. Willumsen: Projekt til springvand i Svendborg. Det hævdes, at Willumsen fra Spanien hjemsendte et udkast, der ikke huede byrådet, idet man mente, at kvindefigurerne ville vække anstød (10). Der kan være noget om snakken. Edith Willumsen hævdede, at projektet strandede som følge af den polemik, der udspandt sig i en anden fynsk by, Faaborg, i forbindelse med Kai Nielsens Ymerbrønd. Denne debat stod på sit højeste i sommermånederne 1913 – et godt stykke tid inden beslutningen i Svendborg blev truffet i slutningen af 1910’erne. Undervejs skal det have været på tale i stedet at anskaffe et værk af bysbarnet, billedhuggeren Kai Nielsen (11). Ingen af delene blev til noget, og P. M. Wessel skænkede i stedet 25.000 kr. til etablering af en monumental trappe, som arkitekt Andreas Jensen fik ansvar for. Den skulle forbinde det levende handelsliv på Torvet i Svendborg med den ovenfor liggende kirke (12). Da opgaven var løst, viste det sig, at der var penge til overs. Omkring et tiår efter trappens opførelse lød summen på 13.500 kr. – de penge, der blev sat i Hansen Jacobsens fontæne (13). Wessels Brønd Til Svendborg byråd fremsatte cand. pharm. Richard Sand den 19. november 1928 forslag om på Torvet at rejse en fontæne udført af Niels Hansen Jacobsen (14). Et af Svendborgs byrådsudvalg havde året forinden været på besøg hos billedhuggeren i Vejen. Ved en indledende forespørgsel havde Hansen Jacobsens udspil været tanker om en fontæne baseret på fortællingen om Fenja og Menja ved grottekværnen (15). Da Svendborg er en havneby, ønskede man dog en havfruefontæne (16). Billedhuggeren kom på besøg ”og fandt – efter indgaaende Studier – et Motiv, som kunde passe til vor søfartsby” (17). Den 19. november 1928 bragte Svendborg Amtstidende under overskriften ”Faar Svendborg en Minde-Brønd paa Torvet? En nærmere Forklaring paa det Forslag, der i Eftermiddag er til Behandling i Byraadet,” en fotografisk gengivelse af modellen til Svendborg-springvandet. I en mangekantet kumme sammensat af buede former tårner Hansen Jacobsens havfruer sig op. Tre af dem slår krans om den sidste, der skyder op i deres midte. De er en tæt sammenflettet gruppe – de tre med deres hele opmærksomhed rettet mod hende, de er med til at føre opad (18). Af Svendborg Amtstidende fremgår det, at springvandskummen var udformet i samarbejde med den lokale arkitekt Frits Jørgensen (1882-1961), der assisterede Carl Petersen under opførelsen af Faaborg Museum. Han udførte i Svendborg bl.a. boligkomplekserne Munkegården, Voldgården og Rådhuset. Af særlig interesse er gengivelsen af de seks øgler, der skulle tilføre det springende element. De skulle hver placeres i en buet niche således, at de stod inden for bassinkanten. Set på afstand ville beskueren kun få øje på deres hoveder. I den endelige udførelse valgte man – formodentlig af økonomiske årsager – blot at udføre den øverste del af figurerne, der så blev placeret på bassinkanten (19). Ideelt set skulle kummen være af granit, men økonomien førte til, at man valgte munkesten – et materiale, som Hansen Jacobsen med stor kunstnerisk effekt havde benyttet sammen med bindingsværk ved opbygningen af indgangspartiet til det atelier, som han i 1914 opførte ved Skibelund Krat (20). Efter talrige forhindringer – særlig af teknisk art i forbindelse med vandtilførslen – kunne man den 19. november 1929 indvie havfruespringvandet. Pudsigt nok indviedes havfruerne knap et år efter, at man i haven på Ordrupgaard ved København havde afsløret Jean Gauguins imponerende fontæne med to tritoner. Højtideligheden i Svendborg fandt sted på Torvet i aksen neden for den trappe, som P.M. Wessel havde skænket byen. En journalist fik en kort snak med Hansen Jacobsen og spurgte, hvorfor havfruerne ”skulde vende Blikke op mod Kirken”. Svaret lød: ”Det var da naturligt, at de saa den Vej, hvor Generalkonsul Wessels anden store Gave, Kirketrappen var.”  Hansen Jacobsens Havfruer, der laver Malstrøm har desværre lidt en krank skæbne. Værket har måttet vige den oprindelige plads og findes i dag i en groft skamferet form opstillet i Mølledammen. Det er vanskeligt at forestille sig, at kunstneren nogensinde ville have givet sit samtykke til flytningen. Hele kunstværkets tanke om samspil mellem kumme, øglehoveder og havfruer er væk. I dag er den afgørende skillelinie vandstanden i dammen – der ikke altid er høj nok. Desuden virker det forkert at lade de øgler, der var tænkt til en brøndkarm, her og der bryde vandspejlet. For at fuldende den uheldige disposition er nogle klodsede cementrør uden føling for skulpturens rum placeret i dens umiddelbare nærhed. Havfruer, der laver Malstrøm er i form, materialer og proportioner udarbejdet til den givne plads. Fontæne, plads, kirketrappe og Guds hus udgjorde et helstøbt byrum, der er smadret til fordel for bilisternes mulighed for at kunne parkere centralt på byens brolagte torv (21). Fontænen i Bække Det hævdes, at endnu et havfruespringvand opstod som udløber af Svendborg-opgaven (22). Øjensynlig skal Hansen Jacobsen have udført en anden fontænemodel, der blev forkastet. I 1928 portrætterede billedhuggeren en af sine bekendte, sagfører Olesen, der ejede størsteparten af Hammer Bakker, hvor Hansen Jacobsen havde sit sommerhus, Højhuset. Mens Olesen sad model, skal han have fattet interesse for denne anden fontæne og have bestilt den til opstilling ved sit hus i nærheden af Vodskov. Ved sin død testamenterede sagføreren huset og en stor del af de omkringliggende arealer til åndssvageforsorgen. Man så fontænen som et faremoment og fik den brækket ned. Delene kom til at stå på materialegården i Vejen, hvor de først i 1977 blev ’opdaget’ af Bække Håndværker- og Borgerforening. Den fik fontænen overdraget mod selv at bekoste opstillingen. I Anlægget i Bække står derfor i dag en af Hansen Jacobsens hovedværker – en stor særpræget granitgruppe. Den forestiller en havfrue, der ligger på en klippe. Hun er ingen skøn, dragende kvinde, snarere noget skræmmende. I hendes groteske form spores en fascination for en romansk enkelthed. Også århundredskiftets dyrkelse af groteske gotiske fabelvæsener som dem, der pryder Nôtre Dame i Paris, ser ud til at have smittet af (23). Skulpturen har en antydning af fremdrift skabt ved, at havfruens hoved og krop skyder frem som en skibsstævn, eller mere nærliggende, en galionsfigur. Hansen Jacobsen har i sin kantede formgivning på ingen måde søgt en anatomisk korrekthed. Han har villet en rå, grotesk udstråling, der forstærkes af de fordrejede skuldre og malplacerede bryster. Et virkelig sært træk er de øre/gællelignende former, der ses på overgangen mellem kind og hals. Til hver side for havfruen glider en af hendes små, lige så grotesk formede, unger. Der er bevaret et par gamle glaspladenegativer, hvoraf det fremgår, at den store stengruppe er udført i Hansen Jacobsens beskedne, teltformet huggehus, der stod ved aftægtsboligen til billedhuggerens fædrene gård. Efter hjemkomsten til Vejen i begyndelsen af vort århundrede ernærede Hansen Jacobsen sig bl.a. ved fremstilling af personmonumenter og gravsten. Hans materialevalg var præget af de forhåndenværende store marksten. De stod opstillet ved hans hjem Hytten som en stor skibssætning/tingsted, hvor bestilleren kunne udvælge en ønsket sten. Vel havde Hansen Jacobsen forskellige hjælpere, men hugningen er formodentlig mestendels hans eget arbejde. Granitfiguren står i et blidt buet bassin af samme karakter som det, der skabtes til Svendborg. Bassinvæggen er udført i marksten, og den øverste afslutning i pudset cement. Hvor vidt der i Vodskov har været inddraget en arkitekt, vides ikke (24). Hvor der i Svendborg var seks vandspyer, udførtes der til Vodskov-fontænen fire. I stedet for at anbringe dem inden for kummen, står de gnomlignende fyre/havmænd (?) udenfor (25). Med albuerne støttende på bassinkanten spytter de kaskader af vand ind over havfruen og hendes børn og holder derved de sære væsener i deres rette element.  Aalestrup-fontænen Lidt under et tiår efter afsløringen af Havfruer, der laver Malstrøm var landskabsarkitekt Johannes Skovborg fra Viborg ved at skabe et omfattende haveanlæg til møbelfabrikant Oluf Sidelmann Jakobsen i Aalestrup nordvest for Hobro. I parken var der lysthuse, en pergola, en japansk bro og meget andet. Møbelfabrikanten havde interesse for kunst og havde opbygget en stor samling af danske guldalder-malerier, hvor bl.a. Lars Rostrup Bøyesen kom for at låne billeder. Under et tilfældigt besøg på Vejen Kunstmuseum blev Sidelmann Jakobsen fascineret af Troldespringvandet. Han er da formodentlig faldet i snak med Hansen Jacobsen, hvorved fontænetanken kan være opstået. Resultatet blev, at billedhuggeren, som ved Troldespringvandet, atter greb tilbage til en langt ældre figur. Den lille Havfrue, som han omkring århundredskiftet havde skabt i Paris. Den blev støbt i bronze og anbragt midt i et meget strengt anlagt, lavt, korsformet bassin uden nogen mærkbar kant – karakteren af brønd, som værket i Svendborg bærer, er helt væk (26). Til gengæld har de to fontæner et fælles element, de vandspyende øglehoveder. I Aalestrup sammenstykkede Hansen Jacobsen altså fontænen af forhåndenværende dele (27). Udformningen af bassinet i Aalestrup menes at være et samarbejde mellem landskabsarkitekt Skovborg og Hansen Jacobsen. Det adskiller sig i kraft af sin strenge form fuldstændig fra de foregående fontæners bløde, buede fremtoning. Til gengæld er de vidt forskellige valg også symptomatiske for tiden Ser man eksempelvis på den norske billedhugger Gustav Vigelands udkast til den fontæne, der oprindeligt skulle have stået på den daværende Eidsvoll Plads, sker der en enorm udvikling fra anden halvdel af århundredets første årti til omkring midten af 1920’erne. I de tidlige udkast arbejder Vigeland med en neobarok, blødt buet kumme (jfr. Svendborg og Vodskov-fontænerne), men ender med et helt stramt og enkelt kvadratisk bassin. Hansen Jacobsens havfruer Allerede ved Hansen Jacobsens separatudstilling i 1901 stod det klart, at billedhuggeren gerne ville forsøge sig i samspil med elementet vand. Han udstillede Havuhyre. Dekorativ Maske i Keramik til en Fontæne, og som kat. nr. 46 og 47 et par Udkast til Springvand. Han arbejdede en del med groteske masker, der – som de italienske terracottamasker – var tænkt til montering på væggen i forbindelse med en vandtilførsel (28). Desuden har Hansen Jacobsen i tiden omkring århundredskiftet puslet med en Danaidefontæne (29). Det er typisk for samtidens billedhuggere – og især Hansen Jacobsens bekendte som Anders Bundgaard, Rasmus Harboe og Carl Johan Bonnesen – at de gerne så deres skulpturer indgå i en større – til tider arkitektonisk – helhed. I en fontæne havde skulpturen en form for funktion i samspil med arkitekturen. Ved studier i Hansen Jacobsens fontæner viser det sig tydeligt, at havfruen har været det dominerende motiv, det ser endog ud til, at størsteparten af kvindefigurerne er blevet til med udgangspunkt i skitser fra århundredskiftet. Havfruefortællinger – og i det hele taget havets sære væsner og det bølgende vand – benyttes flittigt af kunstnerne i alle former for arbejder i tiden omkring århundredskiftet. Vandet har velvilligt føjet bølgeskvulp i art nouveau-former og de psykologiske undertoner har samtiden jo også været opmærksom på.   Litteratur Svendborg Amtstidende 19. og 20. november 1928, 18 september 1929, 11. og 12. oktober 1929, 2. november 1929, 6. november 1929, 14. november 1929, 16. november 1929, 20. november 1929 samt 28. juni 1948. Hedin, Niels: Hammer Bakker – Et Mindeskrift, Holstebro 1931, fotografisk genoptrykt Herning 1976. Mortensen, Niels Th.: Niels Hansen Jacobsen, Odense 1945. Teksten er første gang trykt i katalog til udstillingen ”Bølgen Blå”, der vistes på Vejle Kunstmuseum 2. maj til 30. juni 1996. Her er sket små faktuelle tilretninger.   Noter 1.   Gipsversionen af skulpturen (Vejen Kunstmuseum inv. nr. 143) er signeret og dateret 1901. Samme årstal fremgår af kataloget (nr. 11) til Niels Hansen Jacobsens separatudstilling i Den Frie Udstillings bygning samme år. 2.   En del af Hansen Jacobsens keramiske arbejder var formstøbte. Hvor mange, der fremstilledes af hver form, vides ikke, men en del figurer kendes der 3-4 stykker af. Meget større har oplaget ikke været – der er ikke tale om en produktion i stil med den, Søren Kongstrand lavede. Enhver af Hansen Jacobsens keramiske arbejder bærer en yderst individuel glaseret overflade. 3.   ”Foraaret” blev udstillet i Paris på Salon de Champ de Mars 1901. Vejen Kunstmuseum inv. nr. 142. 4.   Billedhuggeren Tine Hecht-Petersen har eksperimenteret med egyptisk fajance baseret på knust malakit og forklarer, at massen er for svag til at kunne bære en stor form – måske derfor valgte egypterne kun at anvende det til små figurer. 5.   Det ovenfor omtalte keramiske unikaarbejde kan meget vel tænkes at svare til kat. nr. 51. 6.   Peter Mathias Wessel var bror til Theodor Wessel (1842-1905), der med Emil Vett (1843-1911) grundlagde Magasin du Nord, København. 7.   I arkivet på J. F. Willumsens Museum, Frederikssund, findes et brev dateret 6. september 1915, hvor P. M. Wessel skriver: ”Tak for Deres Brev med Oplysningerne. Derefter synes det mig, at vi godt kan tage disse (formodentlig svinene) som Motiv, som De foreslaar, og maaske sætte paa Skaalen, eller andetsteds, et Kopi af Seglet, som findes i Lübeck fra 1362.” Samtidig vedlægger Wessel fotografier af torvet ”som ere taget efter Deres Anvisning”. Det er altså klart, at Willumsen arbejder på opgaven. I museets inventarprotokol gør Sigurd Schultz dog opmærksom på, at der først fra december 1918 forefindes skitser, der omtaler Svendborg (inv. nr. 364-65). Der står endog ”Første Udkast til Springvand til Svendborg”, men påskriften kunne skyldes en endelig aflevering. 8.   I J. F. Willumsens Museums arkiv findes kvitteringer fra Det kgl. Bibliotek, hvoraf det fremgår, at Willumsen i september 1915 studerede ”Svendborgs Historie” ved Sejer Briksø, 1905, og ”Om Svendborg fortalt af en gammel Svendborger”, 1903. 9.   Tegningen har acc. 785. En model i pibeler er dateret 27. januar 1916, inv. 360. 10. Niels Th. Mortensen: ”Niels Hansen Jacobsen”, Odense 1945, p. 116 og i Svendborg Amtstidende 28. juni 1948 ”Peter Wessel og Havfruen”. 11. ”Faar Svendborg en Minde-Brønd paa Torvet?” sign. Tz. Svendborg Amtstidende 19. november 1928. 12. Ifølge Svendborg Amtstidende 19. november 1929 skal P. M. Wessel under ophold i Svendborg sommeren 1916 være fremkommet med tanken om at skænke fødebyen en gave. Efter en vens forslag skal det – med  Den spanske trappe in mente – være blevet til Wessels trappe, der blev indviet i 1921, kort efter giverens død. 13. Det hævdes dog også, at de 13.500 kr. var, hvad en testamentarisk gave på 10.000 kr. fra P.M. Wessel var blevet til, se Svendborg Amtstidende 19. november 1929. 14. ”Svendborg Byråds Forhandlinger” – Året 1928-29, p. 72-73. ”Overslaget lyder paa 13.452 Kr., hvoraf 10.500 Kr. tilfalder Billedhuggeren.  …hvis den paagældende Gave (Wessels gave, da på 13.700 kr.) med paaløbne Renter ikke fuldt dækker alle nødvendige Arrangementer, Vandtilførsel o.s.v. vil Byen tilskyde det nødvendige Beløb, saafremt dette ikke andrager over nogle Hundrede Kroner  …Der blev nedsat et Udvalg  …til Sagens Ordning, men med det for Øje, at den kunstneriske Udførsel fuldt og helt skal overlades Billedhuggeren og Arkitekten”.   15. På museet findes en keramisk skitse over dette motiv, inv. nr. 240. 16. Dette motiv benyttede Anders Bundgaard allerede i slutningen af 1880’erne ved en springvandskonkurrence til Frederiksberg runddel, København. 17. Svendborg Amtstidende 19. november 1928. Ordet fandt viser ikke, om det er et nyt motiv, Hansen Jacobsen bearbejdede, eller om han greb tilbage blandt sine skitser – og måske derimellem har haft en Malstrømsgruppe, der kan være synonym med den, der blev udstillet på hans separatudstilling i 1901. I sin afsløringstale den 19. november 1929 sagde Richard Sand bl.a.: …hos Billedhuggeren Hansen Jacobsen, hvor vi havde en Masse smukke Ting at vælge imellem, fandt vi denne Brønd, som vi syntes i særlig Grad passer til vor By, fordi den minder os om, at Svendborg er en Søkøbstad.” Udtalelsen tyder på, at den keramiske skitse var ”på lager”, da bestillingen kom. 18. Af avisfotoet er det ikke til at sige, om midterpartiet med de fire havfruer er identisk med den glaserede keramikgruppe, der findes på museet (inv. 220).   19. På Vejen Kunstmuseum findes en del udaterede keramiske skitser af øglehoveder og kroppe (inv. 263-266) – én endog i samspil med en bassinkant (inv. 237, udkast til øglerne til ”Troldespringvandet”). 20. Bygningen blev 1937-38 taget ned og genopført i Vejen og udgør i dag museets sydlige kuppelsal. Det særegne munkestensparti ses i Lindegade. 21. Torvet skal inden for de næste par år renoveres, og Teknisk Forvaltning har i den forbindelse fontænens oprindelige placering i erindring. 22. Niels Th. Mortensen, op.cit., p.117. 23. Hansen Jacobsens ven, tegneren og maleren Jens Lund, skabte i 1909 sit billede ”Kimærer fra Notre Dame de Paris”, Vejen Kunstmuseum inv. nr. 76. I tiden omkring århundredskiftet tryktes billedserier med gengivelser af disse særegne skulpturer. 24. Sagfører Olesen bekostede P. V. Jensen Klints opførelse af Vodskov Kirke – et varsel om ”Grundtvigskirken”. Det er dog lidet sandsynligt, at Jensen Klint skulle være inddraget siden, da der opstod en del uoverensstemmelser under kirkebyggeriet. 25. Figurerne er udført i cement. De bærer tydelig præg af slid. Formerne er langt svagere, end de formodentlig oprindelig har taget sig ud med skarp optrukne konturer. Dokumentation om fontænen findes stort set ikke - der er slet ingen billeder, der på nærmere hold kan belyse gnomernes/havmændenes(?) former. 26. Der skal her rettes en stor tak til Knud Sidelmann Jacobsen, møbelfabrikantens søn, der fra sine private gemmer har fremskaffet billeder af fontænen, hvis form ellers har været helt ukendt. Tidligere har kun været trykt billeder af hovedfiguren uden antydning af bassinet (Niels Th. Mortensen, op.cit., p. 48). 27. Fontænens midtfigur blev i 1973 taget ned. ”Den lille Havfrue” solgtes hos Bruun Rasmussens Auktioner, København, februar-marts 1974 på auktion nr. 308 – afbilledet side 69 i kataloget. Værket købtes kontant, og auktionshuset har derfor ikke haft mulighed for at efterspore køberen. Fontænebassinet eksisterer fortsat. 28. En sandstensmaske med kumme findes i dag opsat på museumsbygningen. Den var oprindelig under helt andre arkitektoniske rammer opsat ved Vejen Banegård. Dér fungerede den med bænke til siderne som hvilested med forfriskende, rindende vand. 29. Værket er gengivet i Sophus Michaëlis’ artikel om Hansen Jacobsen i ”Kunst” 1901. Der findes på Vejen Kunstmuseum en keramisk skitse over samme motiv, inv. nr. 239.    SUMMARY At the beginning of this century, the sculptor Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) created a series of monumental works that included three mermaid fountains. The story behind the creation of these fountains features many intertwined elements. One of Hansen Jacobsen’s first attempts at using a sea creature motif is the ”Sea Witch”, at metal statuette from 1893. It was clearly inspired by Hans Christian Andersen’s tale of ”The Little Mermaid”. Seven years later he produced an almost 1-metre-high sculpture depicting af mermaid patting a fish (1901). As if to emphasize that the mermaid could becom human, Hansen Jacobsen chose to let her ”stand op”, and the dividing line between her human body and her ”fishtail” is hidden by seaweed and other water plants that float around the mermaid’s hips. The upper part of her figure is a realistic representation, where one particularly distinctive feature is her long, wavy hair, which falls over her right shoulder. As if to provide a hint of a stream of water that her fish-like form must swim against, the seaweed is caught upwards and her hair is drawn to the left. The Vejen Art Museum houses the majority of the works of Niels Hansen Jacobsen, including a series of ceramic ”roughs” with mermaids as the motif. Unfortunately, none of them are dated. One of them dipict a mermaid reclining in a femme fatale posture, resting her right elbow while she coquettishly grips her own tail fin with her left hand. Her hair is set up in an elegant manner, in a style indicating a date of 1900. In his large, separate show in Copenhagen in 1901, Hansen Jacobsen exhibited a ceramic group called ”Maelstrom”, according to the catalogue. ”Maelstrom” is probably the same work that has until now been considered as a draft for Hansen Jacobsen ’s fountain for the town of Svendborg, known as ”Mermaids creating a Maelstrom” – a large work finished in the late 1920s. A fountain for Svendborg Peter Mathias Wessel (1851-1921) had built up a fortune through his work in South American banks and trading companies. He now wanted to do something for Svendborg, the town of his birth. Wessel therefore asked J. F. Willumsen (whose wife was of the Wessel family) to draw up a proposal for the design of a fountain. In January 1916, Willumsen delivered his proposal, featuring a well with pigs on the rim. The idea was apparently not well received, and shortly after Willumsen was working with an idea for a fountain with mermaids instead. A preliminary piece dated 16 March 1916 shows a basin decorated with dolphin reliefs, with a somewhat grotesque mermaid emerging from the middle of the basin. She is moving rapidly, which is emphasized by the fact that one of her breasts points upwards, while the other points down – a distinctive feature present in a whole series of sketches and models right up until 1918. Finally, however, Wessel decided to make a donation to the setting up of a monumental stairway leading from the town square up to the church. When this assignment was finally completed, though, it turned out that there was still some money left. This money was subsequently allocated to the mermaid fountain by Hansen Jacobsen, as unveiled in 1929. Here three mermaids encircle a fourth, depicted shooting upwards from their midst, while six lizards sit spraying water inwards from the edge of the basin. The fountain was later moved from the Torvet square to Mølledammen. A rejected model of the Svendborg fountain led to Hansen Jacobsen receiving a commission for a new fountain from his friend, a lawyer named Olesen. This was to be set up in 1928 in the lawyer’s garden near Vodskov in Vendsyssel. This property subsequently passed to the Danish mental care authorities in accordance with a provision in Olesen’s will. These authorities considered the fountain a danger in conjunction with the new use for the property, and the fountain was thus dismantled and placed in the local authority’s storage facility in Vejen. The Bække Håndværker- og Borgerforening association discovered it in 1977, with the result that the fountain was set up in the park in Bække. In this case, the figure in the fountain is a mermaid lying on a rock. She is in no way an enticing figure of beauty – on the contrary she has a somewhat frightening appearance. Her head and body protrude as in a ship´s prow, or more accurately, a ship’s figurehead. Hansen Jacobsen has aimed at achieving a raw, grotesque presence, an impression reinforced by the crooked placing of the shoulders and the wrongly placed breasts. The mermaid has two equally mis-shapen young offspring swimming on either side of her. The last of Hansen Jacobsen’s mermaid fountains was commissioned by Sidelmann Jakobsen, a furniture manufacturer from Aalestrup. It was here that the sculptor finally used the 1-metre-high mermaid that he had created at the turn of the century. The figure was cast in bronze and placed in a low, cruciform basin along with lizards spraying water, just as in the Svendborg fountain.     Translation: Dansk Tysk TextDesign