Introduktion til
Niels Hansen Jacobsens grav- og mindesten

Stenenes kendetegn Grav- og mindesten udførte billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) mange af – fortegnelsen giver sig på ingen måde ud for at være komplet, og nye oplysninger modtages gerne. Arbejdet med at hugge bladranker og indskrifter i markens sten fortsatte billedhuggeren med til langt op i 1930'erne, hvor han selv for længst havde passeret de 70 år. Størsteparten af hans sten står naturligvis på Vejen-egnen. Her valgte mange at sætte en gravsten præget af den lokale billedhuggers markante og personlige stil i både udsmykning og skrifttyper. Men takket være et sindrigt net af kontakter findes hans karakteristiske sten fordelt ud over det meste af Danmark.

Det særlige ved Hansen Jacobsens sten kan være de karakteristiske udsmykninger som kraftfulde båndslyng, egeranker og livstræer. De kan variere fra meget enkle ristede antydninger til en fuldstændig gennembearbejdning af stenens form til et organisk hele, hvor træer, blomster og løv synes at gro i det hårde materiale.

Et meget fint eksempel udgør gravstenen på Eltang kirkegård, hvor blad- og blomsterornamenterne omslutter hele stenen. Gravmindet gør indtryk af frodighed, og man forventer næsten at se fugle og andre dyr gemt i det tætte løv. Et lignende eksempel er mindet over de tre druknede drenge fra Læborg, hvor den hårde granit er blevet forvandlet til et levende træ.

Nært beslægtet er også Hans Peter og Maren Andersens gravsten, der rejser sig som et fint og fast formet træ. Som træerne langs marker og veje skyder stenen ryg mod vinden på den højtliggende og forblæste kirkegård ved Brørup gamle kirke. Historiker Knud Krogh, Nationalmuseet, har overfor Agner Frandsen sammenlignet en af Hansen Jacobsens gravsten på Malt kirkegård med Jellingestenen – koblingen fortæller noget om den stil billedhuggeren benyttede til mange af stenene. Ofte forenklede Hansen Jacobsen grene og kviste, så de fremstod som flade ornamenter, der slyngede sig ud og ind imellem hinanden som vikingetidens ornamentik.

Med en enkelt slynget streg kunne han tegne et træs omrids fra rod til top. Ornamenterne var ofte blot ristede ind i stenen og blev under tiden malet op med sort eller hvidt, så mønsteret trådte konturagtigt frem. Andre gange fremstod slyngornamenterne i relief - Peter Skaus mindesten på Fjelstrup kirkegård er et godt eksempel på, hvor frodigt dette kan tage sig ud.

                   

Med en enkelt slynget streg kunne han tegne et træs omrids fra rod til top. Ornamenterne var ofte blot ristede ind i stenen og blev under tiden malet op med sort eller hvidt, så mønsteret trådte konturagtigt frem. Andre gange fremstod slyngornamenterne i relief - Peter Skaus mindesten på Fjelstrup kirkegård er et godt eksempel på, hvor frodigt dette kan tage sig ud.

Andre sten fremviser stort mådehold, uden dog at glemme det legende element. Her finder man enkle blomster, syngende fugle og i et enkelt tilfælde også sommerfugle. Stilen synes glad og ligefrem som i en børnetegning, således f.eks. Anna Henriette Burchardi Jensens gravsten i mindelunden ved Udstrupgård, Sønder Nissum. Her titter solen frem under en skys bølgede kant og sender sine stråler ned over en fugl på flagrende vinger, Anna Henriettes navn og tre små blomster ved stenens fod. Den typografi, som Hansen Jacobsen benyttede på sine grav- og mindesten, er ofte lige så let genkendelig som udsmykningen. Karakteristiske er:
- De små s'er og g'er, der ofte står blandet tekstlinjernes store typer
- T'er som i runeskrift
- De noget krøllede tal, hvor det kan være vanskeligt at skelne 1- og 7-taller, der begge nederst er forsynet med en fiskekrogsagtig buning.
Indskriftens stil kan skifte fra linje til linje. Også hvor inskriptionerne står med store typer, virker de legende og levende.

Man kan opsummerende sige, at Niels Hansen Jacobsens sten er ligesom hans keramik: personlig, ’skæv’ og langt fra det almindelige og maskinelle.

Mindesten med portrætrelieffer

Hansen Jacobsens sten veksler fra simple marksten med en enkel inskription over overdådigt gennemarbejdede sten omsluttede af bladranker, til en udsmykning bestående af et portrætrelief i bronze nedfældet i markstenen

             

Mindesten med portrætrelieffer var kostbare at fremstille. Først skulle der udfærdiges et portræt i ler, der skulle laves en form og arbejdet blev gjort færdigt på et bronzestøberi, inden relieffet kunne monteres på stenen. I Skibelund Krat er der en lang række eksempler på Hansen Jacobsens kunne på dette felt – se nedenfor afsnittet om stenene i Krattet. Hansen Jacobsens portrætrelieffer har et meget personligt præg. Han behandlede nok ikke altid forlægget lige flatterende. Personerne blev ofte gengivet i en lidt abrupt eller skæv vinkel, og man har på fornemmelsen, at de individuelle ansigtstræk blev understreget, nogle gange måske grænsende til det karikerede. Det har da også resulteret i, at Hansen Jacobsens skitser - i hvert fald i et enkelt tilfælde - blev forkastet af bestillerne. Det drejer sig om valgmenighedsrådet i Gørlev, som ikke kunne godkende udkastet til en mindeplade for deres præst Carl Kock, da man mente, at det var "meget uheldigt og lignede meget lidt Pastor Koch". Hansen Jacobsen udførte i stedet en mindeplade i sandsten uden dikkedarer, som blev godkendt og sat op i kirken.

Læs mere om Carl Koch stenen i artiklen ”Fra Gørlevkredsens protokoller 1929” i bogen Ubberup Valgmenighed, Kalundborg 1973, side 81.
I et tilfælde fra Ribe formodes det ligeledes, at bestillerne i længden ikke var glade for Hansen Jacobsens portræt. Det drejer sig om mindestenen over folketingsmanden Hans Jacob Sørensen på Ribe kirkegård.

Blandt Hansen Jacobsens gamle glaspladenegativer finder man denne sten udstyret med et relief, som museet desuden har en gipsmodel af. Sammenligner man det oprindelige portræt med det, der er monteret på stenen i dag, ser man tydeligt, at det nye nok har et noget mere maskulint udtryk, er lidt mere heltagtigt, end Hansens Jacobsens. Hvilken af de to fremstillinger, der kommer den portrætteredes væsen nærmest, kan man gøre sig et indtryk af ved at sammenligne med fotografiet af Hans Jacob Sørensen i Victor Elberlings bog "Rigsdagens Medlemmer gennem 100 Aar", side 232. Hvad der er blevet af det oprindelige relief vides ikke - det kan være blevet smeltet om, eller måske hænger det i en stue et sted på Ribe-egnen?

De første mindesten

Ved billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen død i 1941 blev alle hans private papirer brændt. Da han ikke havde nogen direkte arvinger, var det hans ønske, at ingen skulle belemres med dem – nok snare beskedenhed end hemmelighedskrammeri. Det gør imidlertid, at man ofte står uden forklaring på eksempelvis baggrunden for og dateringen af de mange grav- og mindesten. Noget kan man gætte sig til ud fra sammenhængen og ofte er der avisartikler og andet skriveri, der kan hjælpe på vej.

Thomas Nielsen stenen i Herning

Så vidt vides blev den første større mindesten rejst i Herning. Det drejer sig om Hansen Jacobsens monument over Thomas Nielsen. Det blev afsløret i efteråret 1900. Han havde været landstingspolitiker, ejer af Vejle Amts Folkeblad samt stifter af Herning Folkeblad.

Hvordan man var kommet på, at Hansen Jacobsen skulle udføre mindesmærket vides ikke med sikkerhed. Billedhuggeren boede på det tidspunkt i Paris, hvor han havde været bosat siden 1892. Den interesse og anerkendelse, som hans skulpturer og keramik vakte på den franske kunstscene, nåede også Danmark. Hansen Jacobsen havde desuden næsten årligt udstillet på Charlottenborg, og i 1899 havde han solgt sin første skulptur til Nationalgalleriet, det nuværende Statens Museum for Kunst. Samme år havde Mylius-Erichsens begejstrede artikel om Hansen Jacobsen været bragt i tidsskriftet ”Vagten”. Til at udføre mindestenen over Thomas Nielsen hyrede man altså en kunstner, der var godt på vej i sin karriere. Thomas Nielsens portræt er udført i granit med en glidende overgang til en særpræget men dekorativ piedestal, af hvis masse portrættet nærmest synes at vokse ud. Hansen Jacobsen havde tilsyneladende et ønske om at styrke denne effekt. Han valgte at placere stenen på en lille høj med en dekorativ opstilling af meget forskellige marksten, der i radierende stråler udgik fra mindestenen og sluttede i en cirkel. Dertil blev der plantet efeu for mindestenens fod til at understege fornemmelsen af vækst. Ved en senere flytning er placeringen ændret, så forhøjningen er gået tabt. Men der vokser dog i dag fortsat efeu ved stenens fod.
Mylius-Erichsens artikel om Hansen Jacobsen kan læses i tidsskriftet Vagten, 1899-1900 side 387-402. I Herning Folkeblad står der den 14. september 1900 på side 2 om afsløringen af Thomas Nielsen monumentet.

Modersmålet

En helt særlig rolle i rækken af mindesten spiller Modersmålet, som blev afsløret i 1903 i Skibelund Krat nær ved Askov. Dér havde man siden 1865 holdt folkelige forsamlinger og grundlovsmøder. Dertil begyndte stedet fra 1869 også at blive en mindelund for den danske sag og Sønderjyllands forkæmpere, hvoraf mange havde tilknytning til den nærliggende Askov Højskole og dens start i Rødding.   Bankdirektør Heide, København, havde ytret ønske om at hædre sønderjyderne, historikeren A. D. Jørgensen og digteren E. Lembcke, med en mindesten. På opfordring af nationalbankdirektør Johannes Lauridsen, Vejen, henvendte han sig til Hansen Jacobsen. I "Modersmålet" forenede billedhuggeren de tos portrætter med en personificering af det danske sprog: Den centralt placerede unge og stærke kvinde. Hun er den levende part - arven efter dem, der via deres arbejde og tanker kæmpede for Sønderjylland - faste i troen som den sten, de er hugget ud af. Den idealisme, der drev de to mænd frem i deres gerning, er symboliseret ved ornamentale slyng, der sammen med en strofe fra Edvard Lembckes sang forener personerne i kærligheden til det fælles sprog, til modersmålet, selve fædrelandets kalfatring.  Læs om "Modersmålet" her
Særligt ”Modersmålet” og siden Troldespringvandet i Vejen var med til at udbrede kendskabet til Hansen Jacobsens virke og førte til mange forskellige bestillinger.

I hvilken sammenhæng findes stenene?

Som nævnt blev Hansen Jacobsens sten ikke blot rejst på hans hjemegn, men over det meste af Danmark. Man finder mindesten i Sønderborg og Arrild i syd, i Klim og Hjørring i vest, på Fyn, i København og ved Stevns på Sjælland i øst. Denne spredning er langt fra vilkårlig. Ud over de mange sten, der er rejst over borgere i Vejen-området, kan de fleste af Hansen Jacobsens sten indskrives i nogle større sammenhæng, der giver fem kategorier:

1) Sten rejst over billedhuggerens nærmeste
2) Sten opsat på grund af tilknytning til Vendsyssel
3) Sten rejst på baggrund af tilknytningen til højskolekredse – det være sig via Askov til Rødding, og Skibelund Krat eller via Falkenstjernes Højskole til Vestbirk og Slagelse.
4) Sten opsat til minde i det sønderjyske
5) Sten opsat til minde om skovrejsningsprojekter

Dertil er der forbindelser, der går på kryds og tværs af kategorierne. Et godt eksempel er apoteker Mikkelsens gravsten, der står som en enlig svale midt på Fyn - men så viser det sig, at han var dybt involveret i Aalund Plantage og derigennem er knyttet kontakten til Hansen Jacobsen.

Sten rejst over billedhuggerens nærmeste

Blandt de mange sten på Vejen kirkegård findes tre, der er rejst over familien: En over billedhuggerens forældre, en over hans elskede søster Maren og dennes ægtemand samt stenen, som billedhuggeren satte over sin anden hustru Kaja og hvorunder han siden selv blev stedt til hvile.

                       

I Holbæk er der tre gravminder, der er sat af personlige årsager. Med skulpturen "Morgenrøden" rejste billedhuggeren et flot minde over sin første hustru Anna Gabriele, født Rohde. Hun havde fulgt han fra Akademi-tiden og gennem deres knap ti år lange ophold i Paris. Ved siden af den knælende engel med udstrakte vinger ligger to gravplader over Hansen Jacobsens svigerinder Margrethe og Maria Rohde samt svogeren Georg Arntz.

                          

Skulpturen lod Hansen Jacobsen siden støbe i endnu et eksemplar – denne gang til opstilling på hans anden hustru Kaja, født Jørgensen, families gravsted i Vamdrup.

Sten i Vendsyssel

Hansen Jacobsen synes at have været god til at knytte venskaber på tværs af større geografiske afstande – eller har måske netop trofast holdt ved gamle venskaber, der har ført hans bekendte rundt om i landet. Tilknytningen til Vendsyssel kan der kun gisnes om, og der er da flere forklaringer. Kendsgerninger er det dog, at gravstenen over Christopher Olesen blev rejst på Vrensted Kirkegård i 1906 og at Ahlmann monumentet ved Langholt blev afsløret i 1907.

Ser man midt på Jylland – et godt stykke nord for Vejen - blev stenen over Thomas Nielsen rejst i Herning allerede år 1900. Sommeren 1919 var der indvielse af Hohøjstenen ved Mariager og kort efter leverede Hansen Jacobsen genforeningsstenen til Rødding i Salling: Det er nærliggende, at hans gode ven fra ungdomsårene, skribenten Jeppe Aakjær, har haft en finger med i spillet, da bestillingerne tilfaldt Hansen Jacobsen. Andre kontakter var f.eks. apotekeren i Nibe. Rettes blikket længere mod nord, synes den centrale indgang til Vendsyssel at være Ahlmann monumentet.

Ahlmann monumentet

Som nævnt gjorde opstillingen af "Modersmålet" Hansen Jacobsen kendt i hele landet. Det havde som nationalmonument vakt stor opmærksomhed og blev flittigt gengivet på postkort. Hansen Jacobsen bemærkede i et interview fra 1931, at "Hvis jeg selv havde faaet de Penge, der er kommet ind ved Salg af »Modersmaalet« paa Postkort, saa havde jeg nu været en holden Mand".
Da man ved godset Langholt i Vendsyssel ønskede at rejse et minde over godsejer Malte Ahlmann (1844-1902), pegede hans søster netop på "Modersmålets” skaber. Sommeren 1904 stod skitsen færdigt i Hansen Jacobsens atelier på Østerbro i København. Skulpturen blev efterfølgende hugget i granit hos brødrene Villefrance i Nørresundby. Mindesmærket blev dog først afsløret i 1907 - 5 år efter Malte Ahlmanns død.

Hansen Jacobsens udformning af Ahlmann monumentet må siges at være et utraditionelt bud på et minde over en mand med en vis økonomisk pondus og et agtet virke. Godsejeren Malte Ahlmann er skildret i hel figur med en stok i den ene hånd. Den anden hånd hviler på et hestehoved, der bag ham dukker frem af stenen. På den anden side af Ahlmann ses hovedet af en ko, der slikker sin kalv, mens grantoppene vejrer over dem. Ahlmann er skildret uprætentiøst. Han er iført en jakke, der hænger lidt om hans krop, som kom han direkte fra arbejdet i stalden. Alt i alt synes stenen at symbolisere den samhørighed, der havde været mellem Ahlmann og hans liv og arbejde som opdrætter af jyske heste og malkekvæg - og som forkæmper for plantesagen.

Portrættet ligger langt fra datidens øvrige mindesten og hyldester til store og velhavende mænd. Et portræt, der virkelig står i kontrast til Ahlmann-stenen, og dermed understreger de virkemidler, Hansen Jacobsen benyttede sig af, er kollegaen Kai Nielsens statue fra 1912-14 af fabrikant Mads Rasmussen, grundlæggeren af Faaborg Museum. Skulpturen står i bogstaveligste forstand som en uomgængelig figur i museets indgangsakse. Stor og mægtig er skulpturen med sine runde former og den sorte, blankpolerede sten. Man fornemmer her, at Mads Rasmussens indflydelse må have været proportional med hans omfang. Monumentet over Ahlmann, derimod, udstråler jævnbyrdighed, samhørighed og respekt for de dyr og den natur som han arbejdede med og stod midt i.
Læs mere om Ahlmann monumentet i Illustreret Tidende nr. 38, 19.6.1904 side 637.

Hammer Bakker

Den ovenfor omtalte gravsten over Christopher Olesen blev bestilt af dennes bror, sagfører Anders Olesen. Det er nærliggende at forestille sig, at sagføreren – der havde sin praksis i Nørresundby - kom i kontakt med Hansen Jacobsen, da denne var i byen i forbindelse med forberedelserne til Ahlmann monumentet, eller måske opstod forbindelsen gennem kunstnerparret Marianne og Jens Vige, der var bosat i Hammer Bakker. Bestillingen på gravstenen til Vrensted Kirkegaard førte i hvert fald til et langvarigt venskab og en hel del opgaver.
Gennem sagførerkontoret skabte Anders Olesen sig en givtig forretning. Såvel det personlige som det økonomiske overskud synes han at have helliget Hammer Bakker og Vodskov. Bakkerne var et naturskønt, kuperet hedelandskab ikke langt fra Aalborg, uberørt af den industrielle udvikling og landbrugets udbygning. Her fandt Olesen et helle, som han ville sikre og forme efter sit eget hoved. Han opkøbte jorden af de fattige husmænd i området - ofte fik de et tilbud, som de ikke formåede at sige nej til, hvorefter jorden blev plantet til med graner.



Hansen Jacobsen erhvervede et lille hus i Hammer Bakker, som blev kaldt "Højhuset" – vel på grund af beliggenheden på en bakke og dertil det høje tag. Her tilbragte han gerne et par måneder om sommeren – fem til 1928 sammen med hustruen Kaja. De kunne her iagttage, hvordan landskabet stille og roligt skiftede karakter fra et åbent hedelandskab til en grøn skov. Ikke alle var begejstrede for denne udvikling, der af nogle blev omtalt som "den grønne pest".

Hvor sagfører Olesen ikke altid var lige populær, var der dog et godt forhold mellem ham og Hansen Jacobsen. Blandt de opgaver, som billedhuggeren fik af sagføreren, er både en portrætbuste af broderen Christopher og af sagføreren selv. Sagføreren erhvervede i anden halvdel af 1920’erne hos Hansen Jacobsen et springvand med en grotesk, gotisk havfrue og dennes haletudseagtige unger udført i en rå granitblok. Det blev opstillet i haven ved villa Møgelbjerg, og er siden blevet opstillet ianlægget i Bække, ca. 10 km fra Vejen.



Yderligere to sten i Hammer Bakker menes at være udført af Hansen Jacobsen. Broby Johansen har i sin bog om Vendsyssel og Hanherrederne omtalt "Stjernestenen", der står ved indkørslen til området, når man kommer dertil fra Vodskov. Stenen er uden anden udsmykning end syv stjerner, der tilsammen danner stjernebilledet Karlsvognen. Den blev angiveligt udført som hyldest til digteren og stjernekiggeren Thøger Larsen, der var en del af kunstnerkolonien i Hammer Bakker.

Lidt længere inde ad vejen, ved "Porten" til bakkerne, står en anden sten, som med stor sandsynlighed også er udført af Hansen Jacobsen, om end der ikke findes belæg for det. Sagfører Anders Olesen, der ejede store områder i bakkerne, lod stenen drage frem af jorden ved fundstedet i Storedal og opstille her ved porten til det naturskønne område. Stedet, tidspunktet, indskriftens stil, ordlyden og den Blicher'ske lærke peger på, at den er udført af Hansen Jacobsen. Stenen er prydet med verset:


Der er udgivet flere bøger om Anders Olesen og Hammer Bakker. Den første, ”Hammer Bakker – et Mindeskrift”, var forfattet af Niels Hedin på opfordring af Anders Olesen. En liden smigrende omtale blev indirekte sagføreren til del, da nevøen, Thomas Olesen Løkken, i 1943 udgav romanen ”Sagfører Sigerslet” – en ondsindet parodi på Anders Olesens virke. Senest er sagførerens liv og virke i 1998 skildret i mere nuanceret form i Ole Berghs biografi ”Sagføreren, kongen af Hammer Bakker”.

N. C. Nielsens gravsten i Brønderslev og mindet i København over maleren Jens Vige

Endnu en opgave knytter også an til Hammer Bakker: Bestillingen i slutningen af 1920’erne på en gravsten til opstilling på Brønderslev kirkegård til minde om højskoleforstander N. C. Nielsen.

Stenen var med stor sandsynlighed bestilt af højskoleforstanderens datter, Marianne Vige. Hun havde været gift med maleren Jens Vige (1864-1912). Ægteparret var en del af kunstnerkolonien i Hammer Bakker og de kendte Hansen Jacobsen fra København. Af gamle fotografier fremgår det, at Marianne Vige solgte billedhuggerens keramiske arbejder i sin Kunsthandel på Højbro Plads i København. Da Jens Vige døde i 1916, skabte Hansen Jacobsen hans gravminde, der står på Garnisons Kirkegård i København. Det er udformet i Skønvirkestil.

Tilknytningen til højskolekredsene og Skibelund Krat

Hansen Jacobsen løste mange opgaver indenfor grundtvigianske fri- og valgmenighedskredse og blandt højskolefolk med stærk tilknytning til "den grundtvigske hovedstad", Askov. Denne forbindelse forklarer blandt andre stenene i de fra Vejen fjernt liggende steder Klim og Stevns Askov Højskole, der ligger få kilometer fra Vejen, var et kraftcenter, der tiltrak både lærere og elever fra store dele af landet, og som engagerede mange af de lokale beboere på egnen. Askov Højskole var en fortsættelse af Rødding Højskole, der havde været landets første, grundlagt i 1844.

                                        

Højskolen byggede på N.F.S. Grundtvigs tanker om "skolen for livet". Baseret på det levende ord sigtede den mod den brede befolkning og særligt landbefolkningens uddannelse og oplysning. Her gik det åndelige og den kristne forkyndelse hånd i hånd med en mere praktisk orienteret undervisning, der omfattede grundlæggende kundskaber til brug i livets verdslige gøremål. Da Sønderjylland blev underlagt Preussen efter nederlaget i 1864, måtte højskolen i Rødding lukke og forlægge sine aktiviteter til Askov. Højskolen kom til at ligge som en grænsepost ikke mange kilometer nord for Kongeåen, der dengang dannede den nye grænse mellem de to riger.
Hansen Jacobsen lod i årene 1913-14 et atelier opføre endnu tættere ved grænsen – lige ved indgangen til Skibelund Krat, der ligger et par kilometer syd for Askov Højskole. Placering har været upraktisk, hvis man ser den i forhold til transporten af materialer og skulpturer. Men Hansen Jacobsen har sandsynligvis tænkt den ind i den samme symbolske sammenhæng som mindestenen "Modersmålet" og mindelunden i Skibelund. De var en hyldest til den frie forfatnings fortalere og til kampen for sønderjydernes ret til en egen national identitet. At atelieret blev påbegyndt ved optakten til 1. verdenskrig, understregede symbolikken og den politiske aktualitet.

 

Beliggenheden ved Skibelund Krat var heller ikke så afsides, som man umiddelbart kunne forestille sig. Elever og mødedeltagere fra Askov Højskole tog ofte på udflugt dertil. Ved de store folkemøder samt indvielser af mindesten var der ofte mange tusinde mennesker forsamlet til fællessang og taler. Man kunne besigtige mindestenene, mindes personerne og deres store tanker, nyde udsigten, samles på festpladsen og bagefter måske i atelieret træffe billedhuggeren, der havde udført "Modersmålet". Hansen Jacobsens navn blev således tæt knyttet til både til den grundtvigske højskolebevægelse og til den sønderjyske sag. Det har derfor været oplagt både for grundtvigianske kredse og for sønderjyder at benytte billedhuggeren fra Skibelund, når der skulle rejses en sten over en af deres egne.

Cornelius Appel
I 1905 - to år efter afsløringen af "Modersmålet" - blev Hansen Jacobsens minde over præsten for Rødding frimenighed, Cornelius Appel, føjet til rækken af sten omkring festpladsen i Skibelund. Samme år blev Appel i Rødding hyldet med en af Hansen Jacobsens mest specielle mindesten. Den blev opstillet på stien mellem Rødding Højskole og Frimenighedskirken. Appel havde kæmpet for Grundtvigs ideer og forsøgt at holde liv i skoledriften i Rødding, efter at de preussiske myndigheder havde lukket skolen for undervisning. Dansksindede sønderjyder forsøgte at holde en folkekirkelig tradition i hævd ved at afholde kirkelige møder i stuerne på Kloppenborgs gård i Københoved. Disse møder blev grundlaget for stiftelsen af den første grundtvigske frimenighed, hvis åndelige leder var Cornelius Appel, som blev ordineret frimenighedspræst i 1876.

Appels mindesten i Skibelund er udsmykket med et bronzeportræt af hans karakteristiske profil. Til mindestenen i Rødding valgte Hansen Jacobsen en helt anden løsning. Appel er dér skildret i granit i hel figur i ikke særlig højt relief på baggrund af flammeornamenter i Jugendstil. Han bærer sit samtidige tøj og knytter dermed an til en række driftige ’buksemænd’, der blev foreviget i granit – se bl.a. billedhugger Anders Bundgaards Dalgas-støtte ved Hjøllund Søgaard eller hans Holger Petersen statue ved Baldersbæk. På bagsiden af Appel-stenen er der en lang indskrift med dekorativt svungne bogstaver. Ved placeringen midt mellem Højskolen og Frimenighedskirken er det som om Appel er på vej fra sin gerning på skolen over til kirken, mens flammeformerne omkring ham virker som en aura af tankevirksomhed.

Skibelund Krat
Hansen Jacobsen kom med tiden til at udføre 10 af de i alt 22 sten, der blev rejst i Skibelund Krat. I 1906 blev kredsen om festpladsen udvidet med et minde over "Danmarks lærdeste Bonde", N. J. Termansen, der var landmand, landstingspolitiker og en hyppigt benyttet taler rundt om på landets højskoler.

Genforeningsstenen i Skibelund Krat

I 1920 fik Hansen Jacobsen på bestilling fra nationalbankdirektør, grundlæggeren af Alfa Margarine fabrikken i Vejen, Johannes Lauridsen, til opgave at udføre anlæggets Genforeningssten. Sådan én skulle der også være i den lange række af mindesten for sønderjydernes og den frie forfatnings forkæmpere. Hansen Jacobsen valgte en høj bautasten, og udsmykkede den med sine dekorative skrifttyper, der blev omkranset af brede bånd, der snoede, bugtede sig og knyttedes sammen. De bærer tydelige referencer til vikingetidens slyngornamentik.

Med Genforeningsstenen kunne der endelig sættes punktum for den lange, seje kamp, som det havde været at få et dansksindet Sønderjylland tilbage til kongeriget. Hvor "Modersmålet" havde været en politisk manifestation, der selvsikkert og provokerende skuede sydover, ned over den dansk-preussiske grænse, kunne der med Genforeningsstenen ligeledes anskueliggøres, at striden var forbi.  Den blev nok placeret synligt på en opkastet høj på bakkedraget, men den vendte en nøgen side mod det genvundne Sønderjylland mens der mod vest var indhugget et vers af Kai Hoffmann:

Sværdtid er endt.
Det er plovtid paany,
Vennetid, Frændetid
Grotid og Gry.

Mod øst indhuggede Hansen Jacobsen sin egen hyldest til de mænd, der havde sat deres liv ind på at føre Sønderjylland tilbage til Danmark:

Mænd fra Vesterhavets kyster til det stille Ocean
har kæmpet for, at ret bør være magt.
Vi mindes disse helte.
I vor saga skal det stå:
De frelste hjem til Danmark vor brødre Sønden å.

Thor Lange
I 1925 fik Hansen Jacobsen af Dansk Forfatterforening til opgave at udføre en sten med portræt af Thor Lange. Den skulle opstilles i Skibelund Krat lige bag Niels Skovgaards Magnussten, som Thor Lange havde ladet opstille i 1898.
Trods et dybfølt engagement i den danske sag, havde Thor Lange levet det meste af sit liv i Rusland og havde giftet sig ind i den russiske adel. Hansen Jacobsen havde læst flere af Langes fortællinger og søgte at give stenen et særligt udtryk, der stemte overens med forfatteren. I et brev til vennen og digteren Jeppe Aakjær skrev Hansen Jacobsen i julen 1925 om afsløringen og bemærkede om stenen: "Jeg synes det er sådan en ejendommelig sten, der er noget russisk over det." Stenen, der er anbragt med spidsen opad, gennemskæres af en meget tydelig kvartsåre, der skinner hvidt midt i den grå-sorte masse. For at få den op i højde, byggede Hansen Jacobsen en base af mindre og meget forskellige marksten, hvoraf nogle er meget ådrede og furede, og som understreger den store stens træk.
Ved indvielsen den 22. november 1925 var bl.a. Thor Langes enke, Natalie de Protopopoff, på besøg i Skibelund Krat. Dér blev hun fotograferet ved siden af Magnusstenen.

Hansen Jacobsens øvrige sten i Krattet .
Den 4. juli 1926 kunne Skibelundforeningen afsløre stenen over højskolelæreren og musikeren Heinrich Nutzhorn, hvis virke Hansen Jacobsen illustrerede med en harpe over indskriften. I 1938, da Hansen Jacobsen var 77 år gammel, blev stenen over forstanderparret fra Skibelund Efterskole, Knud H. Pedersen og Georgia la Cour, opstillet. Det var den sidste sten, som billedhuggeren fra Vejen selv stod for udførte til Skibelund Krat.

I 1957 besluttede man at rejse en mindesten over de elever fra Skibelund Efterskolen, som var faldet i de to verdenskrige. Man har sandsynligvis valgt at fortsætte traditionen med Hansen Jacobsen sten og udpegede en af de sten, som han nåede at udhuggede, men som ikke havde fundet en aftager, inden han døde som 80-årig i 1941. Inskriptionen har en helt anden stil – mere monoton end billedhuggerens ’håndholdte’ stil.

Over flere af lærerne ved Askov Højskole blev der sat et gravminde udført af Hansen Jacobsen, blandt andre la Cour familiens medlemmer. Hansen Jacobsen stod på venskabelig fod med bl.a. teologen, folkemindeforskeren, sprogmanden H. F. Feilberg (1831-1921). Billedhuggeren udførte en portrætbuste, der viser Feilberg som en mild og venlig person med sin karakteristiske kalot på hovedet. Portrættet findes i gips på Vejen Kunstmuseum og i marmor på Ribe Kunstmuseum. Senere huggede Hansen Jacobsen sprogforskerens gravsten, der står opstillet på Askov kirkegård.

Fra Falkenstjernes Højskole til Vestbirk og Liselund Hansen Jacobsens var i vinteren 1884/85 indskrevet på Falkenstjernes Højskole i København. Ligesom højskolerne på landet ønskede at nå ud landbefolkningen, var den nyoprettede Falkenstjernes Højskole blevet grundlagt ud fra ønsket om også at nå byens arbejderklasse. Det er vanskeligt at sige, hvorvidt der kan have ligget et bevidst politisk motiv i dette valg af højskole, men Hansen Jacobsen skulle her knytte venskabsbånd, der holdt det meste af livet. Ved Vestbirk Højskole blev der opstillet en mindesten med portrætrelief over forstander Grønvald Nielsen. Det skete i 1932, året efter hans død. Stenen er Hansen Jacobsens' hyldest til den gode lærer, som han i sin ungdom havde mødt på højskolen i København. Teksten på stenen er formodentlig billedhuggerens egen – stilen virker i alt fald beslægtet.

FOLKEHØJSKOLENS YDMYGE TJENER OG ILDFULDE TALSMAND DET LIFLIGSTE SOLSKIN FRA VUGGEN TIL BAAREN ER SMIL GJENNEM TAAREN

Niels Dael var en af Hansen Jacobsens andre bekendtskaber fra Falkenstjernes Højskole. Han grundlagde senere menighedsskolen Liselund ved Slagelse. Venskabet førte til flere opgaver, ikke mindst for Liselunds lærere. Tre, der havde været med til at grundlægge skolen, blev mindet med hver deres sten opstillet i menighedsskolens have.
Da Niels Daels datter Ingeborg døde i en alt for ung alder, blev hun begravet i mindelunden under en sandstensplade udført af Hansen Jacobsen og udsmykket med Liselund-skolens vartegn, Iona-korset. Korset symboliserer den samme troens og ordets kraft, som engang var udgået fra den irske ø Iona, og havde spredt det kristne budskab til store dele af Nordeuropa. Korset går igen på alle mindestenene i Liselunds have.

På Liselund var Grundtvigs ideer om det talte ord og den levende forkyndelse grundlaget for skolens virksomhed. På lignende måde som Askov blev også Liselund et mødested for grundtvigianere fra hele landet, der holdt gæsteforelæsninger for hinanden og de unge præsteaspiranter. Skolen var tæt knyttet til både til Askov og til de nærliggende højskolemiljøer i Ubberup og Vallekilde samt til valgmenighedskredsene.

Også her har man uden tvivl betragtet Hansen Jacobsen som en af sine egne, der ad denne vej blev tildelt flere opgaver. Så sent som i 1930’erne udførte Hansen Jacobsen en personlig opgave for Niels Dael. Billedhuggeren lavede et portrætrelief i bronze af Daels mor. Det er ophængt i forrummet til Liselunds store foredragssal.
Vil man vide mere om højskolernes historie henvises til tobindsværket ”Den danske folkehøjskole gennem 100 år” redigeret 1939 af Ernst J. Borup og Fred. Nørgaard.

Sten opsat til minde i det sønderjyske
Opstillingen af Modersmålet ved den daværende dansk-preussiske grænse var i høj grad med til at danne grundlag for Hansen Jacobsens mange bestillinger på mindesten over hele Sønderjylland.

Første Verdenskrig
Første verdenskrig var en prøvelse for mange sønderjyske familier, hvor mandlige medlemmer blev kaldt ind til krigstjeneste under den preussiske fane. En stor del nægtede at kæmpe for Tyskland og drog nord for Kongeåen, hvor sympatiserende familier åbnede deres hjem for dem. Da Sønderjylland i 1920 atter blev en del af Danmark, hyldede man både de unge der faldt under første Verdenskrig og Genforeningen med opsætningen af mindesten. På de sønderjyske kirkegårde blev der også rejst markante minder for sognenes tabte.

Efter første verdenskrig rejste Mikael Steffensens familie på Hammelev et minde over den døde søn. I sine breve hjem havde han beskrevet et stigende mismod og følelse af meningsløshed efterhånden, som krigen skred frem – minder som siden er offentliggjort i flere publikationer. På gravstenen udførte Hansen Jacobsen et relief af en fortvivlet, sammenkrøben drengeskikkelse. Hans stilling synes at sammenfatte de følelser både sønnen og familien havde været igennem. Et gipseksemplar af relieffeltet er udstillet på Vejen Kunstmuseum.
Vil man læse videre i Mikael Steffensens breve, er de bl.a. udgivet i: Leif Ingvorsen: "Fortællinger af Sønderjyllands Historie", Sarup og Rørdam: "Sønderjyden Mikael Steffensen - en af de Faldne", 1917, Sønderjyske Soldaterbreve" af Harald Nielsen, udgivet 1915.

Hansen Jacobsen fik en række opgaver både på mindesten over faldne sønderjyske soldater (Arrild, Gram, Skibelund og Skodborg) og på genforeningssten, der blev opstillet i Rødding i Salling, Agerskov, Rødding og Skodborg i Sønderjylland, samt naturligvis Genforeningsstenen i Skibelund Krat i det sydlige Jylland.
 Efter krigen var det oplagt at mindes nogle af de store personligheder, der havde kæmpet for sønderjydernes ret og ligestilling der, hvor de hørte hjemme, i Sønderjylland. Den første sten blev sat over Peder Skau på Fjelstrup kirkegård. Han var som dansksindet sønderjyde valgt ind i Slesvigs Kredsdag og Provinslandsdagen. Den monumentale sten blev udsmykket med kraftigt slyngede bånd, der leder tankerne hen på vikingetidens ornamentik.

Den næste sten blev afsløret året efter i Sønderborg. Den står til minde om slagtermester og vælgerforeningens formand Peter Reimers. Indenfor rammerne af en trekløverform udførte Hansen Jacobsen et reliefportræt af Peter Reimer. Portrættet blev indfældet i en granitsten. Samme opbyning går igen ved portrættet af Grønvald Nielsen, Vestbirk Højskole (1932).
Billedhuggeren forsynede Reimers sten med svungne Jugendstilsornamenter, som man genfinder på ”Modersmålet” (1903) og Cornelius Appels mindesten i Rødding (1905). Måske genoptog Hansen Jacobsen bevidst denne over 20 år gamle ornamentik netop for at knytte an til de to sten, der ligeledes hyldede fremtrædende sønderjyder.

Et slag for skovrejsningen og den gode sag
Stenene til sagfører Olesen i Hammer Bakker hyldede det private initiativ og den enkeltes engagement i landets udvikling. Olesen var optaget af plantningssagen, grundlagde den store anstalt for mentalt handicappede i Vodskov, var byggematador og kunstmæcen. Den driftighed, som sagfører Olesen lagde for dagen, var ikke enestående. Mange af hans samtidige - der skabte rigdom og vækst igennem beplantning af hedearealer, udvikling af landbruget og grundlæggelse af virksomheder - brugte hyppigt overskuddet til institutioner, eksempelvis i form af skoler og forsorg, der kunne komme både ubemidlede og almindelige borgere til gode. Mindestenene i Hobro, Skive, Lemvig og Herning blev sat som en ihukommelse og værdsættelse af enkeltpersoners overskud og ildhu.

Den jyske hede var både højt besunget for sin barske skønhed, og kendt for den karrige jords fattige udbytte. Enrico Dalgas formulerede det, der skulle blive gentaget som et mantra og særligt ad Hærvejens rute langs den jyske højderyg fra nord til syd: "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Med base ved Vorbasse, hvor han indrettede planteskole, var han drivkraften bag grundlæggelsen af en lang række beplantningsselskaber. De havde som mål at genskabe Jyllands fordums skovrigdom, om end gran var en fremmed vækst blandt landets oprindelige, løvfældende træer.
Skovrejsningen og grundlæggelsen af plantager førte til mange bestillinger hos Hansen Jacobsen, der fik til opgave at lave mindesten, som skulle hylle grundlæggernes bedrift. Hans sten tegner et bælte, der strækker sig fra Langebjerg Plantage ved Gesten, over Staushede ved Vejen, Langeskov ved Brørup, Ålund og Stilde ved Holsted, Letbæk ved Tistrup og slutter ved Aktieplantagen ved Ølgod.

Sidst men ikke mindst blev en række sten bestilt hos Hansen Jacobsen, fordi han som billedhugger havde helt sin egen kunstneriske stil og vilje. Med stor indlevelsesevne kunne han arbejdede grav- og mindestenen frem af markstenenes naturlige former.