Niels Hansen Jacobsen har udført Havhexen som en statuette i massiv bly. Dens vægt har været noget af en udfordring for ejeren! I mange år var det uvist, om den var bevaret. Statuetten var i 1899 gengivet i det det tyske tidsskrift Dekorative Kunst, og udstillet i København i løbet af 1910’erne, men da Niels Th. Mortensen i 1945 skrev sin store bog om Niels Hansen Jacobsen, måtte han indsætte et gammelt foto af Havhexen, og skrev, at den formodentlig var fra tiden omkring 1900. Det stod til troende lige til den dag, da posten på Vejen Kunstmuseum afleverede et katalog fra Bruun Rasmussens auktioner. Deri strålede et foto af Havhexen – nu skulle der handles! Indkøbskontoen var ved at være tom, og der blev søgt støtte i Kulturarvsstyrelsens hasteudvalg til støtte for kunstindkøb. Beredvilligt tog museets bestyrelsesformand, Henning Ranum, af sted til auktionen i Bredgade. Oktober 2003 blev skulpturen erhvervet, men den var MEGET tung! Heldigvis var det til at få en taxa direkte fra auktionshuset til Hovedbanegården, og skulpturen kunne straks komme hjem til Vejen Kunstmuseum, hvor den trods sin lille størrelse stråler som et af Hansen Jacobsens skulpturelle hovedværker.

Ved originalen kan man forvisse sig om billedhuggerens signatur og dertil dateringen 1893. Skulpturen passer fint til en passage i H. C. Andersens beskrivelse:

 “Nu kom hun til en stor slimet Plads i Skoven, hvor store, fede Vandsnoge boltrede sig og viste deres stygge, hvidgule Bug. Midt paa Pladsen var reist et Huus af strandede Menneskers hvide Been. Dér sad Havhexen og lod en Skruptudse spise af sin Mund, ligesom Menneskene lade en lille Kanarifugl spise Sukker. De hæslige, fede Vandsnoge kaldte hun sine smaa Kyllinger og lod dem vælte sig paa hendes store, svampede Bryst.”

Med kunstnerisk frihed har Hansen Jacobsen transformeret huset af ”strandede Menneskers hvide Been” til en slags tronstol for Havhexen. Flettet sammen af flot ornamenterede slanger ‘putter’ fire små skeletter sig under den mægtige Havhex. Kunsthistorisk er de et helt eventyr i sig selv. For de flittige gæster i etnografiske samlinger eller grundige Tintin-læsere, vil man straks genkende denne tæt sammenkrøbne siddestilling. Figurerne minder om de indtørrede sydamerikanske mumier, der blev hjembragt fra de nordlige Andesbjerge.  I Paris kunne de allerede i slutningen af 1800-tallet ses i den da nyligt grundlagte samling af primitiv kunst i det etnografiske museum i Palais de Trocadéro. En af de flittige gæster var den nu verdensberømte danskgifte kunstner Paul Gauguin. I 1889 optræder ekkoet af disse sammenkrøbne mumier i hans malerier og tegninger, og en kort årrække senere væver Hansen Jacobsen dem ind som en del af sin gengivelse af noget så pæredansk som beretningen om Havfruens forsøg på at vinde prinsens hjerte!