Niels Hansen Jacobsen, Den lille Havfrue og H. C. Andersen På et fotografi fra Paris, ses Niels Hansen Jacobsen og hans hustru Gabriele i det atelier, som de brugte i årene 1892-1902.  Hun var selv uddannet kunstner, men synes at have valgt at nedprioritere sit virke til fordel for rollen som manager for sin mand. Og hun nåede at afsætte to vigtige skulpturer til brygger Carl Jacobsen: Døden og Moderen samt En Trold, der vejrer Kristenkød!       Fotografiet, der må være taget omkring 1900-1901, giver mulighed for at kigge ind i et atelier, hvor der på arbejdsbordet og hylderne bag ved står en rig blanding af skitser, blandt andet til Modersmaalet, og glaserede keramiske værker – et arbejdsfelt, som fra 1890’erne optog Hansen Jacobsen mere og mere. Til venstre i billedet troner Den lille Havfrue. Hun står i dag i gips i Skulptursalen på Vejen Kunstmuseum, lige inden for hovedindgangen til venstre som man træder ind. Men gennem tiden har hun været en del andre steder: Fra Paris blev hun bragt til København, hvor hun i 1901 stod flot på Niels Hansen Jacobsens separatudstilling på Den Frie.       Siden blev hun købt af Vejens dygtige erhvervsmand, den senere nationalbankdirektør, Johannes Lauridsen (Alfa Margarine m.m.). Han fik hende centralt placeret i sin fine stuen til skue for de mange selskabsgæster. Om møblementet kom først, eller om det var skræddersyet til figuren melder historien intet om, men et yndigt og imponerende syn har det været. Tankevækkende er det at se, hvordan der på hylden til højre for havfruen står en lille gipsudgave af Niels Skovgaards Magnusstenen. Johannes Lauridsen var særdeles aktiv i Skibelundforeningen, og nåede inden sin død i 1920 hos Hansen Jacobsen at bestille Genforeningsstenen. Yderst til højre står en af Hansen Jacobsens skæve vaser. En sådan står der også til venstre for havfruen sammen med et mere regelmæssigt værk, måske en vase fra Den kgl. Porcelainsfabrik. H. C. Andersens eventyr om Den lille Havfrue er en fortælling, der handler om ulykkelig kærlighed og om naturvæsenets længsel efter sjælens udødelighed. Den lille havfrue gennemgår de forfærdeligste lidelser for at komme af med sin fiskehale, så hun kan færdes i menneskenes verden og vinde Prinsens kærlighed. Kun hvis han gifter sig med hende i en kirke vil hun få en udødelig sjæl. Det lykkes som bekendt ikke, prinsen bliver gift med en anden og på hans bryllupsdag må den lille havfrue kaste sig i havet, i den tro at hendes hjerte skal briste og hendes krop blive til skum på havet. Eventyret får dog en lykkeligere udgang. Luftens døtre tager hende med og lover hende en udødelig sjæl efter tre hundrede års gode gerninger. Hansen Jacobsen har valgt at vise hende, mens hun endnu har fiskehale, og alt ånder fred og idyl i det fantastiske rige under vandet. Som det naturligste i verden sidder hun på/støtter hun sig til en koralagtig vækst og klapper en lille fisk, mens strømmen tager i hendes hår. Hun synes næsten at stå på sin fiskehale som vi andre står på vores ben. I tredimensional form gengiver Hansen Jacobsen ganske præcist et stykke af teksten, beskrivelsen af havkongens slot, hvor :  De store Rav-vinduer bleve lukkede op, og så svømmede Fiskene ind til dem, ligesom hos os Svalerne flyve ind, naar vi lukke op, men Fiskene svømmede lige hen til de smaa Prindsesser, spiste af deres Haand og lode sig klappe.  I forlængelse af den fyldige omtale af Troldespringvandet, blev Niels Hansen Jacobsen sidst i 1920'erne bedt om at lave et springvand til Torvet i Svendborg, resultatet blev Havfruer, der laver Malstrøm fra 1927. I 1938 blev Hansen Jacobsen bedt om at lave en fontæne til møbelfabrikant Oluf Sidelmann Jakobsens have i Aalestrup nordvest for Hobro. Landskabsarkitekt Johannes Skovborg stod for anlæggelsen. Ligesom Hansen Jacobsen ved Troldespringvandet greb tilbage til en ældre figur, valgte han denne gang Den lille Havfrue. Hun blev støbt i bronze og placeret midt i et lavt, korsformet bassin omgivet af vandspyende øglehoveder. Denne bronzefigur blev siden solgt på auktion i København. Dens senere skæbne er ukendt. Havfruer og andre sære vandvæsener var omkring århundredeskiftet yndede kunstmotiver. Vandet var et godt emne, de bølgende former passede til art nouveau stilen, og man var opmærksom på de psykologiske undertoner. Havet er livets ophav og symboliserer det ukendte, farlige og lokkende. Sirenen eller havfruen er et erotisk væsen, hvis besnærende sang lokker sømanden i døden. Hansen Jacobsens lille havfrue er dog et uskyldigt, blidt væsen – en af de smukkeste kvindefigurer, som han har skabt. De fleste af hans kvindelige motiver er lidt tunge og monumentale. En af dem er også en havfrue, et fascinerende gotisk væsen, der kan studeres i Anlægget i Bække. Der står i dag det springvand, som Hansen Jacobsen i 1920’erne udførte til sagfører Olesen i Vodskov ved Hammer Bakker. Det blev dog efter hans død taget ned og sat på materialegården i Vejen. Først var der tale om at sætte det op i Askov, men Borgerforeningen i Bække var hurtigst. Man har derfor nu i Anlægget dér mulighed for at glæde sig over Hansen Jacobsens meget flotte granithavfrue, der stryger af sted med sine to unger, der putter sig under de sært fordrejede arme.