Untitled 1
NIELS HANSEN JACOBSEN og NORDEN

Af Teresa Nielsen, museumsleder

Vel er Niels Hansen Jacobsen en dansk billedhugger, men i kraft af sit tiårige ophold i Paris i årene 1892-1902, havde han også et europæisk netværk, der betyder, at han i dag er repræsenteret på en række tyske museer, i private samlinger i bl.a. Belgien og på Orsay Museet i Paris. Dertil har forskellige tilfældigheder medført, at det har været muligt at lokalisere hans værker i tre nordiske museumssamlinger – alle tre er kunstnerhjem, og det var personlige venskaber, der førte hans værker dertil.

Niels Hansen Jacobsen i Norge
Tilbage i 1995-96 var jeg på besøg i Oslo hos min norske kollega, Tone Wikborg, der i mange år ledede Gustav Vigeland Museet. Vi mødtes i Island til en konference om enkeltmandsmuseer, og nu var der mulighed for hos den erfarne kollega at se, hvordan der i Oslo blev taget hånd om præsentationen af en af Nordens største billedhuggere. En sen, mørk eftermiddag gik vi op til kontorerne, der lå i det, der havde været privathjem for Gustav Vigeland (1869-1943). På vej forbi en dyb vinduesåbning blev blikket fanget af en stor keramisk krukke. Hov, den så ualmindelig bekendt ud. Med et snuptag var den vendt om, og i bunden var ridset den danske billedhuggers karakteristiske signatur: NHJ. Wow, var de klar over, at de havde en stor, flot krukke af Niels Hansen Jacobsen?! Museet var næppe synderligt duperet, og dog: Tone Wikborg associerede straks til arkivet, hvor der ligger et par breve fra den danske billedhugger.

Billedhuggerne kan have truffet hinanden, da Vigeland i 1891-92 arbejdede i Vilh. Bissens atelier i Kbh. side om side med Ludvig Brandstrup og Rudolph Tegner. Men snarere var Tegner siden bindeleddet. I 1902 udstillede Vigeland som gæst på ”Den Frie”. I 1907 tilkendegav han, at han gerne ville udstille dér igen, men det blev dog ikke til noget.

På opfordring fra Rudolph Tegner skrev Hansen Jacobsen i 1906 til Vigeland vedrørende muligt salg til ”musæet i Kristiania”. Kollegaen forsøgte at fremme sagen, men uden held. I 1909 spurgte Hansen Jacobsen om Vigeland denne gang ville lægge et godt ord ind hos Nasjonalgalleriets nye leder, Jens Thiis, som danskeren havde truffet i Paris i tiden omkring 1900. I et fotoalbum i Vejen er der et ubetegnet foto af ”Døden og Moderen” udstillet ved en norsk stavkirke. Skulpturen synes ikke at være blevet i Norge.

Ud over krukken står der endnu et stykke Hansen Jacobsen keramik i Vigelands stuer. Det er en kaninunge, der ifølge Vigeland Museets registrering blev indkøbt i efteråret 1908 på en dansk udstilling i Kunstindustrimuseet i Oslo – her gengives et eksemplar fra samlingen i Vejen. I 1923 støbte Hansen Jacobsen den i bronze, og sendte den til sin ven Jeppe Aakjær og skrev: ”Da jeg modelerede den havde jeg den indespærret i en trådgitter, men så tog den sig en lille middagslur med halvåbne øjne, stak jeg fingeren ind og rørte ved snuden af den blev den edderspændt og huggede ud med forpoterne efter min finger; men i bronse er den rolig og Du kan dristig bruge den til brevpresser.”

I Vejen Kunstmuseums arkiv er der, blandt den lille håndfuld bevarede Hansen Jacobsen breve, et enkelt fra Vigeland. Fagligt ligger det i forlængelse af, at nordmanden var fortrolig med danskerens keramiske evner. Den 14. januar 1911 skrev Vigeland: ”Jeg skal modellere en Urne for afdøde Dr. Nissens Enke, og jeg vil gjærne vide om jeg – i Tilfælde – vil kunne forbrænde denne Urne i Deres Ovn. Jeg havde tænkt at gi den en eller flere Farver. Det var Meningen at naar Urnen var færdigmodelleret da at komme til Kjøbenhavn med den og der udføre Resten af Arbeidet. Jeg pleier at modellere i Pibeler, men kanske er andet Ler heldigere? Hvor lang Tid omtrentlig vil det mon ta at bemale og brænde Urnen? Er det forbundet med megen Risiko for Arbejdets Vedkommende? Jeg tænker på sprækker i selve Urnen og i Glaseringen. Hvor tyk kan Urnens Vægge være for at kunne brændes? Kan Laagt i Tilfælde sættes paa saaledes, at det blir absolut tæt og fast i Sammenføiningen?” Forløbet vides der ikke mere om. På den tid havde Hansen Jacobsen en velfungerende keramikovn i Vejen. Der er dog ingen forlydender, om han kunne brænde keramik i sit atelier i Købehavn.

Niels Hansen Jacobsen i Finland
På en rejse til Helsinki i foråret 2004 var der meget at se. En dag var sat af til ”Visavuori”, der har været hjem og værksted for billedhuggeren Emil Wikström (1864-1942 – se hans skulpturer på bladets forside). Billedhuggeren Pontus Kjerrman, som i 1995 stod for Vejen Kunstmuseums første julekalenderudstilling, havde gjort opmærksom på stedet, og flere havde varslet, at turen var kompliceret. Men alt lykkedes. Efter et par timers bustur, 130 km nord for Helsinki, stod jeg af i bagende sol fjernt fra alfarvej og gik efter telefoniske anvisninger ad en lille vej med fuglekvidder og forårsblomster. Ved billethuset traf jeg den vikarierende leder. Vi talte om ’vores’ museer. Kollegaen spurgte, hvor i Paris Niels Hansen Jacobsen havde boet. Da hun hørte, at hans hjem og atelier lå på 65, Boulevard Arago, fortalte hun, at dér havde også Emil Wikström boet! Det kan man faktisk læse i min artikel i Vejen Kunstmuseums 1999-bog til en udstilling om franske art nouveau keramik. Adressefællesskabet havde jeg konstateret ved en gennemgang af Salonens kataloger under et studieophold i Paris, men havde ikke skænket det en tanke ved afrejsen til Finland.
  Et eksemplar af Niels Hansen Jacobsens ”Forårsmaske” smykker tårnet på Emil Wikströms atelier, 130 km nord for Helsinki. Her ses Vejen Kunstmuseums maske, inv. VKV 1279.

Ad stien til kunstnerens hjem spirede håbet om måske at finde spor af danskeren. Der var straks bid! Udenpå atelieret, midt mellem to vinduer på siden af et ”observatorietårn”, hænger et eksemplar af Hansen Jacobsens ”Forårsmaske”, der også findes i samlingerne i Vejen samt i Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg. Opdagelsen gav blod på tanden og turen gik ind i boligen, hvor et par ovne/kaminer er kronet af Hansen Jacobsen-krukker. Dertil står der på en hylde i et imponerende møbel en lysestage, der kendes fra gamle fotos og findes i mindst et dansk hjem. Både masken og lysestagen er lavet i form mens krukkerne er unika.

Sikke opdagelser! Høj af fundene traf jeg min kollega. Hun fortalte, at det hed sig, at masken skulle være lavet af Wikström til en kollega, der havde lært ham nogle særlige teknikker. Anekdoten må være en kortslutning mellem flere oplysninger. Af breve til Kunstakademiet i Stockholm fra deres fælles nabo på Boulevard Arago, den svenske billedhugger Agnes de Frumerie (1869-1937), fremgår, at hun hos Hansen Jacobsen fik hjælp og undervisning i støbearbejde – måske var Wikström også med? Kollegaen fortalte, at ”Visavuori” har et omfattende arkiv. Dér var også bid: Et brev på formfuldendt fransk fra Hansen Jacobsens første hustru, Anna Gabriele, til Wikströms hustru. I betragtning af, at Hansen Jacobsens papirer blev tilintetgjort ved hans død, var det en lykke at drage hjem med en kopi af skrivelsen. Siden fulgte flere breve og fotos fra museets arkiv, og en franske kollega, der er bosat i Helsinki, fandt på Universitetsbiblioteket endnu en samling breve, som Hansen Jacobsen sendte til Emil Wikström, efter at de begge var flyttet hjem fra Paris. De gør det muligt gradvist at sammenstykke et billede af Hansen Jacobsens liv gennem de breve, som han sendte til andre.

Niels Hansen Jacobsen i Sverige
Takket være internettets fabelagtige evne til at sætte folk i kontakt ankom for et par år siden en mail med fortællingen om, at der i et kunstnerhjem på Gotland nu var registreret en Niels Hansen Jacobsen keramikmaske. Registratoren anede intet om billedhuggeren. Men en google-søgning på de indridsede ”NHJ” førte ham direkte til Vejen Kunstmuseums hjemmeside, og gav anledning til forespørgslen, om museet kunne bidrage med mere viden om masken? Mon ikke! Vedhæftet fulgte et foto af en maskeudgave – ansigtet alene – af en portrætbuste, som museet har i flere eksemplarer. Modellen hed Berthe. Den oplysning skyldes en omhyggelig registrering på Museum für angewandte Kunst i Frankfurt, hvortil en beslægtet maskeudgave år 1900 blev indkøbt fra Niels Hansen Jacobsens afdeling på Verdensudstillingen i Paris. Det forlyder, at den unge pige var i huset hos Anna Gabriele og Niels Hansen Jacobsen.

  En maskeudgave af Niels Hansen Jacobsens portræt af Berthe findes i kunstnerhjemmet på Gotland. Vejen Kunstmuseum ejer en version af portrættet, der er keramik til halsen – krave, skuldre og plinten er udført i to slags træ, inv. VKV 1187.

I oktober 2012 skulle jeg en tur til Stockholm for at hente en samling Ingrid Vang Nyman værker, der som gave er kommet til samlingen fra privateje (mere om dem i et kommende nummer af ”Kunst omkring Trolden”). Måske kunne det denne gang lykkes at få set Hansen Jacobsen-keramikken på Gotland? Ja, det passede fint med besøg, og ”intendenten” kunne fortælle, at der nu var hele tre stykker Hansen Jacobsen keramik. I det store registreringsarbejde havde han i mellemtiden fundet endnu et par ting i et af udhusene.
Fra Oskarshamn går færgen til Visby. Syv kilometer nord for ringmuren ligger ”Brucebo” – sommerhus for kunstnerægteparret, den svenske billedhugger Carolina Benedicks (1856-1935) og hendes mand, den canadiske maler William Blair Bruce (1859-1906). De giftede sig i 1888, fire år efter at de mødtes lidt udenfor Paris i kunstnerkolonien i Grèz-sur-Loing, der om sommeren var befolket med især svenskere som Carl Larsson og finske kunstnere. Danskeren P.S. Krøyer fandt også en tid sine motiver i landsbyen.

 
I det store atelier i ”Brucebo” hænger William Blair Bruces portræt af hustruen Carolina Benedicks. ”Michelangelo” har hun kaldt sin buste af en billedhugger.

I 1889 var ægteparret for første gang på Gotland, som de blev betaget af, købte jord og opførte sommerhuset ”Brucebo”, der stod færdigt i 1905 – året før Blair Bruces død. Carolina Benedicks var stærkt knyttet til stedet, der står som et monument over ægtefællen og som et tidsbillede med indtryk af deres velstillede rejseliv – hun var arving til en større industriformue.

Det viser sig, at de under et eller flere af deres ophold i Paris var blandt de kunstnere, der lejede sig ind i en af de 30 kombinerede atelier-boliger på Boulevard Arago. Snart må de være faldet i snak med Niels Hansen Jacobsen, for blandt ejendelene i ”Brucebo” er der, ud over det ovenfor omtalte maskeportræt, desuden en vase og en lille statuette. Skulpturen er endnu et eksemplar af den kaninunge, der også står i Gustav Vigelands hjem! Det var med god grund, at Hansen Jacobsen i 1908-brevet til den norske billedhugger bemærkede, at kunstnere og kunstindustrimuseerne var hans bedste kunder. Kigger man efter i salgsprotokollerne fra ”Den frie Udstilling” ses samme tendens!

Ægteparrets tredje Hansen Jacobsen værk er en høj, slank krukke, som billedhuggeren har drejet op, vredet, så den får spiralsnoede folder og for oven har han snittet og bukket mundingen i en eksperimenteren med det tålmodige ler, der minder om den samtidige amerikanske keramikkunstner George E. Ohrs legende tilgang til materialet. I deres samtid var der adskillige europæiske værksteder, der udnyttede effekterne af at vride grundformen.

Keramikken – og mulig udveksling?
I de samlinger, hvor Niels Hansen Jacobsen er repræsenteret uden for landets grænser, er det med keramiske arbejder. Selv om der kan være tale om beholdere, der kan bruges som vaser, gør størsteparten af hans keramik krav på at blive betragtet som selvstændige kunstværker på linje med anden statuettekunst, og har altså været værdsat af hans kolleger – som hans keramik også i dag særligt skattes i kunstnerkredse, men også nydes af museets publikum.

Tilbage står spørgsmålet, om det er tænkeligt, at Niels Hansen Jacobsen har haft værker af nogle af disse kunstnere, der har købt/fået værker af ham? Det fremgår ikke umiddelbart af gamle fotos fra hans hjem og ej heller fra kataloget til hans dødsboauktion. De kan da også være gået videre til hans fjernere slægtninge. Denne uvished er desværre en del af vilkårene, når man arbejder med en kunstner som Hansen Jacobsen, der ikke tilrettelagde et arkiv til sit eftermæle. Til gengæld dukker der lejlighedsvis ny viden op takket være internettet, der snildt forbinder museet med fx en handlende i Paris, en privatsamler i Belgien eller til værkerne på Gotland! Er det mon politisk ukorrekt med stor glæde at skrive: HURRA for Google, der har gjort det så let at forbinde oplysninger?!

Det er uvist, hvor i Norge ”Døden og Moderen” var udstillet. Mon en læser kan genkende denne stavkirke eller kender til en udstilling af dansk skulptur i Norge, måske omkring 1906?




Kaninungen er udført i form. Den måler 7,7 x 5,1 x 10 cm - findes med forskellige glasurer og blev støbt i bronze. Denne købtes i 1998 i Tage Henriksens forretning i Vejen, inv. VKV 1116.






”Visavuori” omfatter både Emil Wikström hjem, der efter en brand blev genopført i 1902 i stilen fra Karelen samt hans atelier, der blev til over årene 1903-12. Bygningen har han selv tegnet, men man aner, at han havde stærke forbilleder gennem samspil med arkitekten Eliel Saarinen, til hvis hovedbanegård han leverede kæmperne på bladets forside.




På en hylde i en af Emil Wikströms stuer står en lysestage, som Niels Hansen Jacobsen har modelleret. Et andet eksemplar stod i malerinden Anna E. Munchs hjem. Vejen Kunstmuseum håber en gang at få mulighed for at indlemme et eksemplar i samlingen.  Klik på billedet og se det forstørret.




På Gotland ligger ”Brucebo” syv kilometer nord for Visby. Huset blev opført af kunstnerægteparret den canadiske maler William Blair Bruce og den svenske billedhugger Carolina Benedicks.




Carolina Benedicks i en af stuerne i ”Brucebo” omgivet af rejseminder og nips. På skabet til venstre står et par gargoil-souvenirs fra Notre Dame – mage til dem, som Niels Hansen Jacobsen og mange andre havde med hjem fra Paris.




Vasen er typisk for billedhugger Niels Hansen Jacobsens afsøgning af lerets muligheder. Den er drejet op, vredet og både bukket og snittet ved mundingen.