Johannes Holbek af Jens Lund Man har ikke talent, hvis man ikke elsker med lidenskab og ikke hader med lidenskab. Begejstringen og foragten er uundværlige for at skabe et værk; talentet tilhører ildsjælene, ikke de lunkne og de fejge. Huysmans: Certains Den 14. maj 1903 – for over femten år siden – døde den kunstner, hvis navn står over disse linjer. Året efter udkom ad privat vej hans efterladte hovedværk ”Dekadent Barberi”, en samling tegninger og tekster i to bind. Disse bøger er nu udsolgte. Når det nævnes her, er det fordi undertegnede, som har forestået og er ansvarlig for denne udgave af ”Dekadent Barberi”, mener, at øjeblikket måske er inde for at slå lidt til lyd for Holbeks navn. Det var vel i sin tid nok nødvendigt og forekom i hvert fald mest pietetsfuldt at lade Holbeks efterladte arbejder udkomme i sin helhed som et standardværk. Men i det lange løb er det en dårlig, upraktisk måde, at bøgerne ikke er udkommet på et stort, anset forlag, som ved stadig tilbagevendende avertering og på anden vis vækker og holder interessen for sin klient levende hos publikum. Som det nu er gået, kendes Holbeks arbejder kun af en forsvindende kreds af mennesker, mest jævnaldrende og nogle ældre, der har kendt og fulgt den afdøde kunstners ejendommelige, dybt personlige frembringelser med sympati. Blandt de unge er Holbek så godt som ukendt. Et navn – ikke mere. I denne brydningstid, hvor der ikke mindst på kunstens område løbes storm på ungdommen mod alt det gamle, hævdvundne, traditionsoverleverede, hvor alt synes opløsning og forvirring, hvor de nye metoder hæves til skyerne den ene dag, for den næste dag skånselsløst at kastes til side, fordi endnu nye kræfter trænger sig på og vil frem; i denne omvæltningsperiode, hvor alt går hurtigt – men hvor der dog midt i det tilsyneladende kaos øjnes en mening, fordi kamp og oprør indenfor kunsten aldrig kan være af det onde, men til slut må virke rensende, ordnende, fordi march på stedet aldrig bringer nogen et skridt videre og fordi dødvande er kunstens ligkiste -, i denne i hvert fald ikke uinteressante tid skulle der synes at være gunstig jordbund for Johannes Holbeks arbejder. Holbek gik sine egne veje. Han var en kunstens stridsmand, som aldrig gik på akkord, aldrig svigtede det høje mål, han havde sat sig. Holbek var idealist eller anarkist – om man vil -, en åndsaristokrat, der kun så ”frelse” i personlighedens udformning og vækst. Og ligeså inderlig hans medfølelse var med den enkelte, lige så dybt hadede og afskyede han massen, pøbelen. I modsætning til vore dages unge kunstnere, der finder alt lagt til rette for dem, blot de ejer den svageste antydning af talent: straks springer dørene op til udstillingslokaler, til selveste Charlottenborg, straks vrimler det frem med mæcener og med protektion, tidsskrifter og dagblade åbner gæstevenligt deres spalter for indgående betragtninger over det opdukkende nye fænomen, ja, selve galeriet haster med at erhverve sig det næppe tørre maleri – var det den gang Holbek trådte frem ganske anderledes brydsomt at bane sig vej. Selvfølgelig kunne et arbejde som ”Omkring Midlet” (Busk og Wisbech 1899), de tre bøger, som tilsammen udgør første del af ”Dekadent Barberi” og som forlaget ruger over med en så rørende kærlighed, at de lige så gerne kunne være begravede under et bjerg – selvfølgelig kunne et værk som dette ikke gå upåagtet hen, dertil var det alt for ladet med ungdommeligt sprængstof, dertil var det alt for uvant at se en kunstner gøre sådan et halløj med al den akademiske kedsommelighed, fare så voldsomt næsten som en bokser løs mod borgerskabets dumhed og åndelige uformuenhed, dertil virkede disse tegninger og tekster altfor besynderlige, snart ved en noget irriterende overlæsset manér, snart ved en gribende, magtfuld klarhed eller ved deres uimodståelige humør. Ingen kunne læse disse bidende aforismer eller studere disse snart klassisk afklarede, snart al teknisk kunnen trodsende tegninger uden at føle sig revet med i begejstring eller i harme. Man kedede sig ikke. Der blev vendt grundigt op og ned på alle ens tilvante begreber om, hvordan et dansk illustreret værk skulle være. Nu er vi mere hærdede – og dog ville ”Omkring Midlet” også nu virke med nyhedens interesse. Der blev da også skrevet en del om den i pressen og ikke helt uden anerkendelse af det talent, som her gnistrede frem som en stjerneskudssværm på vor hjemlige, grå himmel. Men i Johannes Holbeks kunstnerbane var dette så godt som det eneste lysglimt. Malerier fik han kasserede både på den frie udstilling og på Charlottenborg, og ingen forlægger turde binde an med hans litterære frembringelser. I ny og næ dukkede i et eller andet dagblad en af hans karikaturtegninger op – det var alt. I stille tilbagetrukkethed arbejdede Holbek rastløst på at fuldkommengøre sin tekniske dygtighed, og når man ser hen på den korte spand af tid, der blev ham levnet, er det forbavsende så store fremskridt han gjorde. Og sit hovedværk ”Dekadent Barberi” nåede Holbek at få færdigt – men så havde også hans flammede sjæl fortæret hans kræfter, og døden bortrev ham kun 30 år gammel. Johannes Holbek elskede den franske kultur og den franske ånds sprudlende livlighed og klarhed. Sin kunstneriske uddannelse fik Holbek i Paris, hvor han opholdt sig nogle gange med års mellemrum. Han gik på école des Beaux-Arts, og da han talte flydende fransk med en sjælden smuk, distinkt udtale, havde han meget udbytte af at omgås de ikke få franskmænd, som han kom i berøring med. I øvrigt levede han en fattig malers spartanske liv dernede. Det var i Paris, at undertegnede første gang så Johannes Holbek – den 10. september 1897 – jeg husker datoen, da det var hos en fælles bekendt, den danske billedhugger Niels Hansen-Jacobsen, hvis fødselsdag det netop var. Fra den dato stammer Holbeks og mit venskab. To modsatte naturer havde her fundet hinanden, og jeg bevarer uforglemmelige minder fra denne fostbroderskabets og ungdomsbrydningens fagre tid. Holbek, som var tidlig udviklet og modnet gennem stærke, åndelige kampe, havde allerede på det tidspunkt en ganske anselig produktion bag sig, hvor i blandt ”Tama Rex”, et mærkeligt gribende, visionært selvbeskuende arbejde. Holbek satte det selv meget højt og forsøgte at få den sære, isoleret stående franske skribent Huysmans, ”La-bas” berømte forfatter, til at interessere sig for ”Tama Rex” og ved hans produktion at bane vejen for en udgivelse i Paris. Det var skrevet på fransk. Og Holbek ikke alene håbede, men var fuldt og fast overbevist om, at forsøget måtte lykkes. Og det var ham derfor en stor skuffelse, da Huysmans beklagede kun at interessere sig for katolske arbejder – og hvad kunne det så nytte, at Huysmans var meget optaget af det til manuskriptet tilhørende billedstof og intet havde at udsætte på sproget. ”Tama Rex” skulle først have set lyset 6 år efter, og da var Holbek ikke mere blandt de levendes tal. Kun få skabende kunstnere kender – Gud ske lov – til, hvad det vil sige: aldrig at se deres ungdoms bedste arbejder ude i sollyset, men altid at have dem liggende, fortiede i trist, mørk hengemthed. Der blev ved den efter Holbeks død foranstaltede udstilling i den frie udstillingsbygning af hans efterladte malerier og tegninger begået den – tilgivelige – fejl, at altfor meget blev medtaget. Der gives kunstnere – de færreste, de sjældne – hvis personligheder fuldt ud dækker deres rige produktion, og hvis frodige renæssancenaturer det er en lykke at have kendt og omgåedes, fordi et samvær med dem altid er højnende, styrkende og udviklende. Fordi der er salt i deres ånd. En sådan natur var Johannes Holbek. Hans nærtstående venner, som forestod ordningen af denne udstilling, syntes ikke, at der var den bemalede lap, som ikke betød noget – for dem var jo mindet om den levende Holbek så nært og stærkt. Men for den udenforstående tilskuer var det vanskeligt i denne vrimmel af færdigt og ufærdigt af finde den røde tråd, at samle indtrykket af Holbeks produktion til et hele. Men at denne udstilling alligevel gjorde indtryk, derom vidner de mange indgående artikler i dagspressen. Jeg skal tillade mig at aftrykke afslutningslinjerne af en artikel, som forfatteren Johannes Jørgensen skrev her i bladet den 21. februar 1904: ”Johannes Holbek er og vil altid vedblive at være en af de lærerigeste kunstnere og en af de ubestikkelige ånder, Danmark har haft. Der dølger sig under alle hans bølgende og ringlende linjer en usynlig linje og den er ret. Denne rette linje er viljen til sandhed og skønhed.” Det danske kunstnersamfund skylder maleren og tegneren Johannes Holbek en oprejsning, og tiden synes mig at være moden til tilegnelse af hans arbejders kunstneriske værdi. Så godt som hele hans produktion ejes af hans søskende, der våger over den med stor pietet. Da ”Dekadent Barberi” som anført i begyndelsen af denne artikel, nu er gået over til at blive en antikvarisk sjældenhed, måtte der vel mellem vore mange forlag findes ét, som turde vove risikoen ved at udgive et enkelt af Holbeks arbejder i en lettere tilgængelig, billig udgave. Ja, der er intet i vejen for at samle et helt nyt værk ved et skønsomt udvalg mellem de hundrede af ikke offentliggjorte tegninger og tekster. Der er nok at vælge imellem. Men først og fremmest ville det være ønskeligt, om f. eks. Kunstforeningen lod afholde en udstilling af et udvalg af Holbeks efterladte malerier og tegninger. Når denne fandt sted, skulde det gå mærkeligt til, om ikke Galeriets bestyrelse, der så årvågent følger alt det værdifulde, som kommer frem af ung kunst, ikke fik øje på og erhvervede et af Holbeks malerier. Johannes Holbek har ved sin indsats i dansk kunst gjort sig fortjent dertil.   Note: Jens Lunds artikel om Johannes Holbek blev første gang bragt i Nationaltidende d. 9. Juli 1919, og senere indgik den i Silkeborg Kunstmuseums bog om Johannes Holbek fra 1965 i anledning af museets erhvervelse og udstilling af en samling af Holbeks arbejder.

Johannes Holbek forærede dette souvenir til Jens Lund: Til Maleren og Forfatteren J. Lund fra hans hengivne J. Holbek Paris 1898. Uden inv. nr.