Inde midt i Jylland på linien mellem Kolding og Esbjerg ligger Vejen Kunstmuseum fjernt fra de gængse turistruter. Der er heller intet opland som i Århus og Københavnsområdet. Alligevel er der sket en pæn stigning i besøgstallet gennem de seneste år. Punktvis gennemførte publikumsundersøgelser har vist, at mange gæster kører ganske langt med det bestemte mål at se museet. Der arbejdes dog først og fremmest lokalt, hvor der er en lang tradition for opbakning til museet, som byens borgere var med til at muliggøre i 1924.

  Dagplejebørn i arbejde

Ud over samlingen og de skiftende særudstillinger (4-5 stk. som oftest af egen produktion) er der særligt to arrangementer, der har betydning: Natåbent og julekalender-udstillingen. Den førstnævnte appellerer bredt, og som en særlig gevinst tiltrækker den en del ældre borgere, der har været af den opfattelse, at museet ikke var noget for dem, at det var for ’fint’. I løbet af de fire aftentimer følger de med strømmen gennem museet og får oplevet huset indefra. Julekalender-udstillingen er gennem de 800-1000 børnhave- og skolebørn indgangen til de yngste borgere. Gæsterne til begge de to store arrangementer vender efterfølgende tilbage – børnene ofte på egen hånd eller sammen med deres bedsteforældre, for deres mor og far har alt for travlt, fortæller de!

Heldigvis har man i Vejen i årevis holdt på GRATIS adgang for alle.

Konkret viden om gæsterne

Der er så mange skrøner, som den om de ’støvede’ museer – er det dem uden rengøringshjælp?! Det er i alt fald i dag umuligt at finde et støvet dansk kunstmuseum. Der sker så meget forskelligt i et forsøg på at åbne kunstens verden for flest mulig.

En anden sejlivet myte siger, at ”kunstmuseernes gæster i altovervejende grad er kvinder over 40”. Den skrøne ville kunne gennemprøves med helt konkrete tal. På Vejen Kunstmuseum, der har et overskueligt antal gæster, startede opsynet i 2003 at indføre gæsterne som mænd, kvinder og børn. Tankevækkende er det, hvor stor en del af besøget, der udgøres af børn. Og dertil kunne vi konkludere, at opsynet havde ret i deres formodning: Der er ikke nævneværdig forskel på antallet af kvindelige og mandlige gæster. Men publikumsundersøgelser har som oftest været baseret på spørgeskema undersøgelser – og hvem svarer på dem? I alt overvejende grad er det kvinderne, der tager sig tid til dem. Allerede der opstår en stor skævhed i evalueringsmaterialet. De nyeste oversigter ses nedenfor:

Nu blev nysgerrigheden skærpet. Kunne vi også få noget konkret at vide om, hvor museets gæster kommer fra? Opsynet indvilligede i, ud over køn, også at notere gæsternes hjemland eller for danske gæsters vedkommende deres hjemmepostnummer. Det er blevet et meget spændende resultat. Tænk at have 68% lokale gæster! Det vil sige, at museet faktisk når ud til netop den erklærede primære målgruppe. Dernæst er det spændende at se, at Århus og Københavnsområdet kommer ind som de næststørste gæstegrupper. De har jo immervæk begge en god køretur til museet. Men hvorfor kommer de nærmere naboer, fynboerne, ikke i større tal? Svaret ligger ikke helt ligefor, men en medvirkende årsag kan være at det endnu ikke rigtig været muligt at få deres dagblade i tale – selv om der eksempelvis er blevet vist en stor retrospektiv udstilling med værker af den på øen så centrale kunstner, Annette Holdensen.

En frivillig hjælper har opstillet en oversigt, der opsummerer noget af vores viden om museets gæster. Tallene viser, at en god del af dem får en mundtlig introduktion til samlingen. Mange af de omviste bliver de gode ambassadører, der videregiver deres viden om stedet, og bringer nye gæster til huset. Museets budget er nemlig for lille til at vi kan afse midler til usikre PR-investeringer. Væksten i besøget sker ved at folk anbefaler stedet, eller potentielle gæster møder omtale af museet i tidsskrifter, dagspressen, kunstlitteraturen, via hjemmesiden eller i radioen.

Her indsættes den oversigt, som jeg kun har på papir og som Connie skal færdiggøre op til 2004. Den sættes ind, når den er klar. Kan indledningsvis undværes. 

De mange børnebesøg skyldes det gode samspil, der er etableret mellem museet og egnens børnehaver samt skoler. Scenografen Morten Grues Troldhøj-udstilling i 2002 fik også dagplejen stærkt i tale. Den kontakt blev efteråret 2004 atter taget op med et særskilt projekt – se nedenfor. 

Børn der leger i børnehjørnet af Publikumsrummet

Den store gruppe af ’løse’ gæster er et sted, hvor der meget bevidst sættes ind med eksempelvis omhyggelig skiltning og opgaveark til den faste samling samt muligheden for at læse meget mere på museets hjemmeside, der både kan konsulteres hjemme, men også i museets Publikumsrum midt mellem særudstillingssalene.

Her gøres brug af museets audioguide, der gratis udlånes i museets kiosk.

På sigt ville det være godt at få afprøvet ’lyttehuler’, hvor man kan høre nogle af de fortællinger, som Hansen Jacobsen har taget afsæt i – beretningen om den bundne Loke, Thor der narres af den listige Udgårdsloke, Den lille Havfrue, Historien om en Moder og Den tapre Skrædder.  

En dagplejemor skriver om værkstedsbesøg på Vejen Kunstmuseum, efteråret 2004:

Helt ærligt – hvad bliver det næste, tænkte jeg; lige da jeg læste om tilbuddet. Men vi 4 kollegaer i gruppe 2 A blev hurtig enige om, at vove forsøget. Det var alligevel lidt spændende, så vi troppede op som det første hold dagplejere, med alle vore små poder.
Torsdag den 7. oktober 2004 mødtes vi ved den nye indgang ud mod Øster Alle. Straks blev døren åbnet af Connie Jepsen, der er ansat på museet. Mine børn og jeg går tit en tur ned til ”Trolden” for at sikre os, at den har vand nok, men denne gang skulle vi ind på museet. Det havde vi snakket lidt om.

Da vi kom, var der lagt plastik ud under et bord med taburetter, der var ler, tegnepapir og kulstifter. Og træplader til at sætte ”kunstværkerne” på. Vi skulle selv sørge for klude til børnenes fingre, og sedler med børnenes navne på. Børnene kiggede på de mægtige skulpturer, og fik også selv en del ”værker” fra hånden. Og man skulle vaske hænder i en stor spand vand. Det blev gjort meget grundigt, og tit.
Det var nyt og spændende for mange af børnene at tegne med kulstifterne. Et materiale jeg ikke selv har prøvet at lade dem arbejde med derhjemme. Og træpladerne blev fyldt op med den ene flotte og fantasifulde figur efter den anden.
Ind i mellem kunne ungerne så gå en tur rundt og kigge. Og i den flotte renoverede Skulptursal stod de så, med nakken tilbage, og kiggede op på kæmpen Thor med Midgaardsormen.

Forleden var der, i avisen, en synshandikappet mand, der udtalte sig om værdien af de små figurer, der er anbragt ved hver skulptur i salen. Men ”jeg sniger mig også til, en gang i mellem, at røre ved de store”, sagde han. Der var nok et par af poderne, der gjorde det samme.
Det var en oplevelse at være med børnene på museet. Da jeg flyttede til Vejen for 40 år siden var der ingen arrangementer for børnene på Vejen Kunstmuseum.
Nu hører man om udstillinger lavet af børnene, julekalender og meget mere.
Da jeg var barn og hørte ordet Museum var det et tyst, mørkt og lukket sted Og bestemt ikke særlig spændende.
Jeg ved, at når mine dagplejebørn senere støder på ordet Museum, så er det anderledes spændende lyde og billeder, der toner frem inde i deres små hoveder. 

TAK for en fin formiddag, hvor vi følte vi var ventede, og vi var velkomne.