En niece beretter

Jeg ved ikke, hvornår tante Martha blev husbestyrerinde hos Hansen Jacobsen (jeg er født i 1930, og i hele min barndom og senere husker jeg, at tante Martha boede på museet).

Tante Martha fik som 24-årig sukkersyge og besluttede derfor, at hun aldrig ville gifte sig. Hun var pæn og altid smart i tøjet. Hun betroede mig mange ting blandt andet om det, at Hansen Jacobsen gerne ville giftes med hende, men det turde hun ikke, fordi fru Bruun Møller var meget på vagt over for hende (jeg ved ikke om der var slægtskab mellem hende og Hansen Jacobsen.[1]

Jeg var meget knyttet til tante Martha, og som 14-årig var jeg med hende på ferie i Hammer Bakker, hvor Hansen Jacobsen havde Højhuset, en stråtækt idyl med atelier.[2]

Det var meget spændende at høre tante Martha fortælle om alle de ferier hun og Hansen Jacobsen havde tilbragt deroppe hver sommer, hvor vognmand Hansen kørte for dem.

Tante Martha og jeg travede lange ture i de dejlige lyngbakker og besøgte dem, som Hansen Jacobsen havde kendt, f.eks. maleren Schlichtkrull [3] og malerinden Marianne Vige,[4] gamle fru Larsen, som havde et husmandssted, en fattig familie (Kristian Nielsen), som passede Højhuset, når det stod tomt.

Da jeg kom hjem til museet sammen med tante Martha, gik jeg som sædvanlig rundt på museet og kiggede på kunsten og fik øje på en buste af en kvinde og kaldte på tante Martha og sagde ”Der er jo fru Larsen.” Det imponerede mig, at Hansen Jacobsen kunne forme ansigter, der lignede så godt.[5] Tante Martha fortalt mig om alle værkerne – det, der gjorde mest indtryk, var ”Livets Spil”; han havde jo kendt de skikkelser.

Inde i stuen hang et maleri af Schlichtkrull (motiv fra Hammer Bakker). Adskillige år efter besøgte jeg museet, og maleriet var væk, nej, det hang nu inde på kontoret, og glad blev jeg.[6]

Jeg er så taknemmelig for, at tante Martha førte mig ind i kunstens verden, hun meldte mig ind i kunstforeningen, hvor jeg fik mange oplevelser.

Inde i tante Marthas dækketøjsskab stod en lille krukke (pariserblå!!), som var en kærlighedsgave fra Hansen Jacobsen, og den har jeg arvet.

Tante Martha fortalte også, at hun var nødt til at tage med, når Hansen Jacobsen skulle på auktion, så hun kunne stoppe ham, når han blev ved med at byde over; han glemte at tænke på, om han havde råd.[7]

Inde i dagligstuen stod en skammel, der kunne åbnes. Deri lå en masse breve fra Jeppe Aakjær. For et par år siden var jeg på Jenle, hvor der i stuen hang et billede af Hansen Jacobsen, og jeg fortalte så ham, der viste os rundt, om de breve, jeg havde set. De breve ville de gerne have, men efter et besøg i Vejen fik jeg at vide, at de breve var væk, ærgerligt![8]

Nu vil jeg slutte min lille beretning om nogle af mine oplevelser med min yndlingstante.

Nedfældet i anledning af Niels Hansen Jacobsens 150-års fødselsdag, der fejredes på dagen, lørdag den 10. september 2011, i og ved Vejen Kunstmuseum. Erindringerne blev overdraget sammen med billedhuggerens katekismus.

[1] Henny Bruun Møller var billedhuggerens niece. Hun var datter af billedhuggerens søster Maren.

[2] ”Højhuset” var Niels Hansen Jacobsens sommerhus, der lå på en høj i Hammer Bakker nord for Ålborg, der dengang var utilplantede. Det er uvist præcis hvornår han erhvervede stedet, men det ser ud til at være sket i 1920’erne. Stedet ejede han endnu ved sin død, hvor det gik i arv til hans nevø, klarinettisten Aage Oxenvad.

[3] Maleren J.C. Schlichtkrull (1866-1945) boede det meste af sommeren i Hammer Bakker og var der fast i krigsåerene. Han havde vinterbopæl i Birkerød. Han er repræsenteret i samlingen med to malerier – et landskab fra Bakkerne og dertil et portræt af en lille dreng. Mon han har siddet model i Hammer Bakker?!

[4] Marianne Vige var enke efter maleren Jens Vige. De havde bolig i Hammer Bakker. Hun drev en tid kunsthandel på Højbro Plads i København. Dér solgte hun bl.a. keramik af Niels Hansen Jacobsen.

[5] På Vejen Kunstmuseum er bevaret gipsbusten af ”Fru Larsen”. Her findes også billedhuggerens eller måske snarere hans anden hustru Kajas fotos af modellen. De viser, at portrætligheden er stærk!

[6] Det drejer sig om J.C. Schlichtkrulls maleri ”Ved sommertid i Hammer Bakker” fra 1925, inv. VKV 0100.

[7] Der er indsamlet en del anekdoter om Hansen Jacobsen. En anden har fortalt, at det på auktion kunne ske, at Hansen Jacobsen i sin iver kunne komme til at byde mod sig selv. Andre har fortlat om de udsøgte middag, hvor man i 1910’erne og 20’ernes Vejen kunne få serveret både kanin og ”kaninfoder” (salat med vinaigrette) med vin til – alle vaner, som han havde taget med sig fra det 10-årige ophold i Paris.

En tid var Dagny Brande i huset hos Hansen Jacobsen. Hun har fortalt, hvordan han gik med sin karakteristiske Borsalino – en bredskygget udgave med en cylindrisk top (ikke en gangster-hat). Den havde han måske fået smag for under rejser til Italien. Han havde to Bosalinoer – én til hverdagsbrug, en anden til særlig fine lejligheder. Med latter i stemmen fortalte Dagny Brande om en dag, da så ham skånende over Museumspladsen på vej til Vejen Station, da hun skulle til møde i Gallerikommissionen (indkøbsudvalget på Statens Museum for Kunst). Ud af vinduet så hun, at han lidt distræt havde fået både den slidt og den fine Borsalino på hovedet – straks løb hun af sted og fik afværget en mulig farce!

[8] En del af brevene er siden dukket op og er lagt ud i stort afsnit på museets hjemmeside. De blev af NHJ givet til Aakjærs datter Solveig Bjerre, der skænkede dem til Det kgl. Bibliotek, hvorfra museet har fået scanninger. De er lagt på hjemmesiden i både direkte gengivelse og i udskrevet, kommenteret udgave. KLIK HER for at komme videre til siden med Aakjærs og Hansen Jacobsens korrespondance – god fornøjelse!

J.C. Schlichtkrull (1866-1945) "Ved Sommertid i Hammer Bakker". 1925. Olie på lærred. 53 x 70,5 cm. Inv. VKV 0100, gave 1936.