Billedhugger Niels Hansen Jacobsens ”usynlige” virke
Grav- og mindesten rundt om i hele Danmark

På Museumspladsen har Jørgen Bau arbejdet med en ganske stor gipsform. Forud gik den indledende arbejdsfase, da han i efteråret på kirkegården i Læborg tog form over en af billedhuggerens unikke gravmæler. På Museumspladsen har de forbipasserende kunnet følge med i, hvordan han har foret formen med beton. Gradvist er der opstået en tro kopi af mindestenen. Den får plads i den ”vilde” have mod nord, hvor den er det første skridt mod at samle afformninger af et udvalg af billedhuggerens meget personlige skulpturelle grav- og mindesten. Dem må man ellers rejse land og rige rundt for at se. De står fra Vrensted i nord til Sønderborg i syd, fra Sønder Nissum i vest til København i øst. Lettere er det at sætte sig ved en computer, hvor man kan gennemse de over 200 sten, som museet i dag har kendskab til. Klik her for at gå til museets database over Hansen Jacobsens grav- og mindesten.



Jørgen Baus omhyggelige arbejde gør det nu muligt for museet at formidle den store del af Hansen Jacobsens virke, der ellers er stort set usynligt for museets gæster. De eneste prøver på hans grav- og mindesten, som man kan se under et besøg, er et par relieffer i Skulptursalen og nogle keramiske modeller i Keramiksamlingen. Til gavn for formidlingen af bredden i hans produktion vil en række highlights fra denne del af hans virke gradvist blive tilgængelige på Museumspladsen. Måske vil de give forbipasserende lyst til at rejse ud og se flere af hans grav- og mindesten… Som Jellingestenen har stået i beton i en af de indre gårde på Nationalmuseet i København og vist vej til originalen, vil betonafstøbningerne af de skulpturelle mindesten være drabanter, vejvisere, til kunstoplevelser på uventede steder.

Som den første i rækken blev Jørgen Bau bedt om at tage til Læborg for at tage form over Niels Hansen Jacobsens unikke, livskraftige minde over H.P. Jensen * 5.11.96. K.M. Rahlff * 25.10.97. og H. Olander * 18.11.97. I præcis den form står navnene mejslet i stenen. Med * anføres deres fødselsdage. Den øvrige tekst fortæller: ”De faldt gennem Isen og druknede 5.2.1911.”

Lokalt blev der samlet ind. Man gik til egnens billedhugger og bad ham sætte de tre drenge et passende minde. På sin helt egen facon, uafhængig af tidens gravmælemode, huggede han mindesten af egnens store marksten, som bønderne leverede, når de stødt på dem. Ofte er de, som her, smykket med livsbekræftende vækstranker skabt i et formsprog, der trækker tråde tilbage til vikingeornamentik, tang og art nouveau’ens slyngede form fra tiden omkring 1900. Her følger Kristian Finks fortælling om ulykken, som den i 1995 blev trykt på side 7-8 i "Hærvejssognet, Læborg, II", redigeret af Birthe Hansen.

Søndag den 5. februar 1911 faldt 3 drenge gennem isen på skoledammen, og de druknede drenge var: Henrik Olander, 13 år, søn af graver Poul Olander, Læborg, Christian Rahlff, 13 år, søn af husmand Rahlff, Vejen Vestermark, som var tjenestedreng hos Chr. Bundgaard, Læborg, og Hans Peter Jensen, søn af fhv. murer Henckel, Vejen. Hans Peter tjente hos Lauge Pedersen, Stagelund, og var 14 år gammel.

Skoledammen, hvor ulykken skete, er ret lille, men der, hvor drengene vovede sig ud, var den 4-5 alen dyb, og isen var kun 3/4 tomme tyk. Ulykken indtraf straks efter at Henrik og Christian var gået ud på isen. Hans Peter forsøgte at hjælpe kammeraterne, men faldt selv i vandet. Drengene kæmpede forgæves for at redde sig i land, men isen var skør og brækkede i stykker.

En lille dreng, der overværer ulykken, løber straks hjem og fortæller, hvad der er sket. Der går bud til skolen, og lærer Astrup løber straks om til dammen, vader ud og får fat i Henrik og iler hjem med ham og begynder oplivningsforsøg, indtil læge Teilmann kommer til stede. Kort efter finder man Christian, og han bringes også til Astrups bolig, og lægen og Astrup arbejder med de to drenge for at genoplive dem, men efter 1 1/2 time må man give op.

Ved skoledammen har man skubbet et par vogne ud i vandet, og fra disse forsøger man med brandhager at finde liget af Hans Peter, og endelig ved 2-tiden lykkes det. Her er selvfølgelig intet at udrette for lægen, og liget bringes op i skolestuen, hvor ligsynet finder sted i løbet af eftermiddagen.

Sognefoged Anders Andersen havde nu indfundet sig på ulykkesstedet og lod meddelelsen om ulykken telefonere til herreds-kontoret. Herredsfoged Frost indfandt sig om eftermiddagen på ulykkesstedet for at holde forhør, der i alt væsentligt bekræftede den foran gengivne fremstilling.

Det bekræftedes yderligere, at lærer Astrup optrådte på en yderst fortjenstfuld måde for at redde drengene, og også husmand Lars Vaaben, Læborg, havde været virksom i redningsarbejdet.
Ligene af drengene blev henlagt i våbenhuset. Fredag eftermiddag jordedes på Læborg Kirkegård ved en gribende højtidelighed de tre drenge, der søndag druknede i skoledammen. Kl. 1 samledes ved forsamlingshuset et meget stort følge, ca. 300 voksne og 200 børn under ledsagelse af lærere og lærerinder fra Asbo og Vejen skoler.

De 3 kister var henstillet i den lille kirke, men det blev snart klart, at kirken ikke kunne rumme den store forsamling, og kisterne stilledes derfor uden for kirken. Der indledtes med en salme, hvorefter pastor Richter, Vejen, holdt en kort tale.

Richter sagde: "Det var en hjælpeløs dag sidste søndag, en dag hvorom det for alvor kan siges, at vi var så afmægtige, først de 3 drenge, der faldt gennem isen og kæmpede en kamp for at redde sig ud af dødens favntag, men de var afmægtige, dernæst de arme mennesker, der ville bringe hjælp, også de var afmægtige, og endelig lægen som intet formåede at udrette.

Mange forstår det ikke, ser det som sort i sort og spørger, hvorfor dette skulle ende således. Vi mennesker er nogle stakler, der har vort liv kært, men vi bør erindre, at livet hænger i en tråd, som Gud Fader holder i sin hånd og lader briste, nar han finder tiden inde. Han har benyttet øjeblikket til af få disse 3 drenge hjem til sig, han har gjort det af kærlighed, og han har sin mening dermed. Måtte der da fra disse 3 kister opstå noget af det bedste og alvorligste, der kan opstå i et menneske, måtte det bidrage til, at vi ser op til Gud, thi Gud Fader selv er den levende kærlighed".

Efter en salme udtalte lærer Astrup: "Jeg vil gerne bringe skolebørnenes, kammeraternes og lærernes hilsen og farvel, skolen har mistet 3 flinke elever".

Vi mindes Christian, der altid var livlig og venlig, vi husker Hans Peter, der gik med sang på Iæben, og vi husker Henrik, der var en modsætning, stille og tilbageholdende. Det var hårdt for forældrene, at de ikke kunne være til stede i deres drenges sidste stund. Det var dygtige og trofaste kammerater og flinke elever.

Under afsyngelse af salmen "Lyksalig, lyksalig" blev kisterne båret til den store fællesgrav, hvor de stilledes side om side dækket af et væld af kranse, hvorpå pastor Richter forrettede jordpåkastelsen. Man sang en salme, og den gribende højtidelighed sluttede med, at lærer Astrup bragte forældrenes tak.

Gravstenen blev fremskaffet ved midler indsamlet blandt beboerne i Læborg og Vejen.