På Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg hænger det keramiske maske-portrættet af Niels Hansen Jacobsen. Det er registreret som et selvportræt, men er signeret af både ham og hans hustru, og er dermed mindst et fællesværk.




På Vejen Kunstmuseum malede Gudrun Hasle i forbindelse med sin separatudstil-ling ”Dem der kom før mig” den 23.11.2015 et kvindetegn direkte på væggen.
I anledning af 100-året for kvindernes valg-ret, satte hun fokus på aspekter af det at være en kvindelig kunstner.





Susette Cathrine Holten født Skovgaard modellerede i 1888 ”Dragen, der vogter Ind-gangen til Bjerget”. Den keramiske skulptur tilhører Designmuseum Danmark og kom til samlingen som gave i 1895 fra samleren, kontorchef Chr. Christensen som del af en større donation, hvor de kvindelige kunst-nere også var med. Foto Pernille Klemp.

Kampdag og Kvindelige Kunstnere – onsdag den 8. marts

Klik her for at se værker af og læse om udvalgte kunstnere fra samlingen

Verden over bruges marts måned til at sætte fokus på kvinders historie med kulmination omkring den 8. marts. Siden Louise Zietz’ og Clara Zetkins forslag kom frem under et møde i København i 1910, har ”Kvindernes Internationale Kampdag / International Women’s Day” på mange forskellige måder sat fokus på aspekter af kvinders forhold.

På Vejen Kunstmuseum inviterer vi den 8. marts på museets Instagram, Facebook og hjemmeside til en kavalkade af billeder og ord om en række af de kvindelige kunstnere, der er repræsenteret i museets samling. Forhåbentlig vil dette initiativ blandt mange andre medvirke til en eksponering af kunstens diversitet.

Vejen Kunstmuseum er et specialmuseum for dansk kunst i tiden omkring 1900 med fokus på billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen. Hans hustru Gabriele, født Rohde (1862-1902), var blandt de første kvinder, der i 1888 fik adgang til en statslig uddannelse. I dag kendes dog kun ganske få af hendes værker. Hun blev aldrig skrevet ind i kunsthistorien – heller ikke i forhold til det maskeportræt af Niels Hansen Jacobsen, som i samlingerne på Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg er registreret som et selvportræt, men viser sig at være signeret af dem begge.

Masser af talentfulde kvindelige kunstnere i slutningen af 1800-tallet
Med fokus på tiden omkring 1900 har museet lavet udstillinger og publikationer om en række kvindelige kunstnere. At disse mønstringer finder sted, skyldes et nært samspil med ihærdige samlere, pietetsfulde efterkommere og engagerede kolleger, for kun meget få værker af datidens kvindelige kunstnere blev købt ind til de nationale museumssamlinger – vores fælles hukommelse. I 1997 kunne man opleve bredden i det livsværk, som Anna E. Munch (1876-1960) skabte, år 2000 kom turen til Henriette Hahn-Brinckmann (1862-1934), i 2005 fulgte Olga Wagner (1873-1963), i 2007 Elise Konstantin-Hansen (1858-1946), i 2009 Agnes Slott-Møller (1862-1937), i 2013 Susette Cathrine Holten født Skovgaard (1863-1937) og i 2015 vistes i museets Keramiksamling tre små fokusudstillinger med Cathinca Olsen (1868-1947), Elisabeth Feveile (1869-1949) og Karen Hannover (1872-1943).

Undervejs har der også været vist udstillinger med nulevende kvindelige kunstnere. I tilbageblik viser det sig fx, at alle udstillinger i år 2000 var med værker af kvindelige kunstnere – ikke fordi de var kvinder, men fordi deres værker var relevante. Aktuelt kan man, med forlængelse frem til den 25. juni 2017, i særudstillingssalene se værker af den danske kunstner Ingrid Vang Nyman, hvis bedst kendte værker er de udødelige tegninger af Pippi Langstrømpe. Fra 1940’erne var hun med til at revolutionere den svenske børnebog, skabte udødelige billeder af verdens stærkeste pige og mange andre fantastiske børnebilleder.

Kvindernes entré på kunstscenen
I slutningen af 1800-tallet kom kvinderne for alvor med ind på kunstscenen. De var fx godt repræsenterede blandt medstifterne af udbryder-fællesskabet ”Den frie Udstilling”, og i forbindelse med museets 2013-udstilling om Susette Holten var det tankevækkende i Marie Laulunds artikel om datidens pressedækning at læse, at de kvindelige kunstnere også var med dér.

Blandt Vejen Kunstmuseums forskningspunkter står højskolens kunstnere, en kreds, som Niels Hansen Jacobsen hørte til. Den tæller også Susette Cathrine Holten født Skovgaard. Uforlignelig er den pressedækning, som hendes vilde keramiske eksperimenter med trolde og drager fik i slutningen af 1880’erne, da den senere direktør for Statens Museum for Kunst, Karl Madsen skrev: ”De er prægede af en mandhaftig Dristighed, der er grumme langt borte fra det milde og nette, der anses for Damearbejdets Særpræg.” Han bemærkede, at hun ikke søgte det skønne… at hendes værker var præget af ”en smule Råhed”. Tankevækkende er det, at guldalderkunstnerens døtre Elise Konstantin-Hansen og Susette Cathrine Holten født Skovgaard i 1880’erne med Th. Bindesbøll, Joakim og Niels Skovgaard og Th. Philipsen indgik som en integreret del af den kreds, ”Dekorationsforeningen”, der fra 1880’ernes skabte afsættet for den moderne danske kunstnerkeramik. En lykke er det, at kontorchef Chr. Christensen havde øje for hele kredsens talent. Takket være hans storsindede overdragelse til det, der i dag er Designmuseum Danmark, har begge kvinder allerede fra 1895 i samlingerne dér været repræsenteret med nogle af deres allerbedste værker.

Tale om køn, tale om kvoter?
Er det i dag fortsat nødvendigt at tale om kvindelige kunstnere, eller er det nok alene at tale om talent? Dette spørgsmål hører vi ofte, når talen falder på kvindelige kunstnere. Ser man på statistikkerne for nulevende kunstneres andele af udstillinger, de meriterende kataloger og indkøb til de private- og offentlige samlinger, er der god grund til at fokusere på køn lidt endnu. Forskellen mellem de kvindelige og mandlige kunstneres repræsentation er fortsat larmende skæv. I 100-året for kvindernes valgret satte www.kk15.dk spot på repræsentationen af kvindelige kunstneres værker i de jyske museers samlinger. Ser man på udstillingsaktivitet, publikationer og indlemmelse i samlingerne afspejler tallene ikke, at der i Danmark i adskillige årtier har været uddannet nogenlunde lige mange kvinder og mænd. ”Ude af syne er ude af sind”… men kan det, som man aldrig har set, komme ind i ens sind???

Selvfølgelig er det den bedste kunst, der skal ind i de offentlige samlinger og tegne kunsthistorien – uanset køn. Men hvad ligger der bag udvælgelseskriterierne? Hvor meget er præget af en tung tradition?

De danske museer er blevet bedt om at gøre rede for, hvordan de forholder sig til repræsentationen af de to køn. Gennem århundreder har kunsthistorien været skrevet af mænd og en del erhvervelser sker fortsat ud fra tradition / ”plejer”. Men SKAL man finde kvindelige kunstneres værker, må man fx kigge andre steder end i de store gallerier, hvor mange primært viser mandlige kunstnere. Som billedkunstneren Gudrun Hasle påpeger, er det oplagt at søge ud i de eksperimenterende udstillingssteder. Dér er der masser af talentfulde kvindelige kunstnere – især på skulpturfronten.

Netop ved køb til de offentlige samlinger er kvoter en stærk løftestang, for SKAL man finde værker af en kvindelig kunstner, vil enhver samlingsansvarlig selvfølgelig lede efter det bedste. SKAL man vælge, vil man selvfølgelig også finde mindst lige så dygtige kvindelige som mandlige kunstnere… man er bare nødt til at lede lidt mere ihærdigt, for de serveres kun sjældent på en sølvbakke. Man kunne eksempelvis starte med blandt indkøb af nulevende kunstnere at bede om, at minimum 35% af tilvæksten og indkøbsbudgettet over en femårig periode blev brugt til køb af værker af kvindelige kunstnere. Og mon så ikke de store galleriers præsentation af dygtige kvindelige kunstnere ville vokse? På linje med, at der i Danmark endnu ikke er ligeløn til mænd og kvinder, er det tankevækkende at høre, at kvindelige kunstneres værker pr. definition af fx samlere forventes at ligge omkring 20% lavere end hos deres mandlige kolleger…

I 2004 tog en række kvindelige kunstnere med seminaret ”Før usynligheden” initiativ til for alvor at få sat fokus på spørgsmålet om de kvindelige kunstnere. Siden fulgte seminaret ”Den blinde vinkel”, masser af artikler, polemik og udstillinger. Her i 2017 har der verden over, også på de store museer, der er tvungne til at byde på ”block-buster”-udstillinger, været vist masser af talentfulde kvindelige kunstnere. Lad tendensen fortsætte til en udligning mellem kønnene.

Om det moderne samfund ønsker de kvindelige kunstnere skrevet ind i kunstens historie på lige fod, er det helt afgørende med EKSPONERING. Der skal tales om og med dem, deres værker skal udstilles, der skal skrives om dem på nettet, i blade, aviser og bøger. Og helt afgørende er det, at deres værker skal indlemmes i vores fælles hukommelse – museernes samlinger.