FØDSELSDAGSFEST for billedhugger Niels Hansen Jacobsen

På VEJEN KUNSTMUSEUM

Lørdag den 10. september 2011 fra ti morgen til ti aften

Dagsprogram - klik her

Vejens berømte bysbarn, billedhuggeren og keramikeren, Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) fejres på sin 150-års fødselsdag. Hvordan fejrer man den største danske billedhugger efter Thorvaldsen - manden, der med sin skulptur af Skyggen for alvor bragte dansk skulptur fri af den store mesters skygge? Fødselsdag markeres med et overflødighedshorn af aktiviteter, der knytter an til hans liv og virke.

I dag er Hansen Jacobsen bedst kendt for sin markante Trold, der står centralt i det unikke Troldespringvand på pladsen foran Vejen Kunstmuseum (sprang fra 1923 døgnet og året rundt med brandvarmt vand) – men som også står med få kilometers afstand i København i haven bag Ny Carlsberg Glyptotek samt ved Jesuskirken på Valby Bakke. Fra 1903 har hans monument Modersmålet i Skibelund Krat været symbol på det tabte Danmark. Dertil står hans masterpiece, Skyggen som et kunstnerisk hovedværk i europæisk skulptur i tiden omkring 1900. Med sin keramik er han repræsenteret på museer i Norden samt Tyskland og Frankrig. 

 

Festdag kl. 10-22

Niels Hansen Jacobsens 150-års fødselsdag falder præcist lørdag den 10. september og fejres i og omkring byens hjerte, Vejen Kunstmuseum - den bygning, der i 1924 opførtes af byens borgere til ham som kombineret museum, hjem og atelier. Fødselsdagen byder på et heldagsarrangement med fuldt program fra kl. 10 morgen til kl. 10 aften, hvor velkendt kunstnere fra andre arbejdsområder – skuespillerne Bodil Jørgensen og Ghita Nørby samt pianisten Katrine Gislinge – sætter perspektiv på billedhuggerens virke. Dertil kommer specialiserede foredrag, hvor Finn Slumstrup taler om Niels Hansen Jacobsens nære venskab med forfatteren og digteren Jeppe Aakjær og sprogforsker Inge Lise Pedersen perspektiverer fænomenet at skrive på jysk. Men hvorfor skal der tales om sådan et nørdet emne?! Netop fordi den berømte billedhugger havde en i dag næsten glemt forfatterbror, Jacob Jacobsen, der excellerede i at skrive på jysk i 1880-90’erne.

Dertil byder dagen på sang og musik i form af besøg af Vejen Garden, Bække-koret, Kristian la Cour, Majbritt Skovbjerg og Bent Valentin Jensen samt afrunding med Klezmer Duo.

Klokken 10.30 bydes der på en travetur til Vejen Kirkegård, der står et væld af Hansen Jacobsens usædvanlige grav og mindesten, heriblandt hans egen, hvor borgmester Egon Fræhr sætter en krans i dagens anledning.

 

Billedbog om Niels Hansen Jacobsen

Den runde fødselsdags varige minder bliver to bøger. Det ene bliver en rig billedbog med punktnedslag i Niels Hansen Jacobsens liv og virke – den længe ventede, let tilgængelige og uhøjtidelige bog om hans forunderlige verden i et cross-over af gamle fotografier, skulptur og keramik. Teksten er skrevet af Hansen Jacobsen-specialisten, museets leder siden 1994, Teresa Nielsen. Med afsæt i et stort billedarkiv samles her op på både det velkendte og de hidtil ubeskrevne aspekter af billedhuggerens virke som hans engagement i Hammer Bakker, hans monument-projekter, det store arbejde med stentøjet og meget andet. Bogens levende layout skaber billedhuggeren Sophus Ejler Jepsen, der gennem sit virke som formidler på Vejen Kunstmuseum og i Vejen Billedskole over en årrække har levet sig ind i Hansen Jacobsens virke.

Bogen udgives med god støtte fra Beckett-Fonden og Vejen Kommunes udvalg for sundhed, kultur og fritid. Det har derfor været muligt at sætte bogen til den tilgængelige pris af 80 kr. pr. stk.

På fødselsdagen kan den købes på museet til SPECIALPRIS: 40 kr. pr. bog.

 

Forfatterbroderens 1888-hovedværk ”Tæjelownssjow”

Hansen Jacobsen voksede op med en fem år ældre bror, Jacob Jacobsen (1856-1901). Denne forfatterbror udgav en række noveller på jyske og i 1888-90 sit hovedværk, Tæjelownssjow. På opfordring af Vejen Kunstmuseum har et par lokale borgere, Birthe Hansen og Selma Jensen, over en længere periode sat hinanden stævne for gradvist at få gjort bogens tekster tilgængelige for alle dem, der ikke kan læse jysk. I anledning af 150-årsfødselsdagen har de sat sig for at lave en ”oversættelse”, eller måske snarere en parallelversion, på rigsdansk. Nu har byen endnu et dygtigt bysbarn at være stolt af! Bogen udgives med god støtte fra Kjems-Fonden, der særligt støtter udgivelsen af lokalhistorisk litteratur. Den sælges fremover på museet for 75 kr. pr. bog.

Med Jacob Jacobsen gør ”oversætterne” opmærksom på, at fortællingerne fungerer optimalt på ”de Jyders Maal, fordi at Bondens Tankegang og Levesæt kun kan udtrykkes korrekt i dette, - Ved at gengives i Bogsproget taber det grumme meget, for ikke at sige hele sin Originalitet, Lune og Vid.” Samtidig hæfter Birthe Hansen og Selma Jensen sig ved, at man i denne udgivelse, hvor siden med den rigsdanske version står lige overfor den jyske original, kan bruge den som en nøgle til sproget. Læseren bliver fristet over for at se, hvordan en vending tager sig ud på jysk. Takket være deres fortrolighed med sproget gøres nu bogens rige indhold af tidsbillede og menneskelig indsigt tilgængelig for en langt bredere kreds. På samme tid får alle med interesse for Niels Hansen Jacobsen nu et helt nyt perspektiv på billedhuggerens baggrund og opvækst.

 

145-års jubilaren Jeppe Aakjær som en skyggefigur

Fra begyndelsen af 1900-tallet udviklede Hansen Jacobsen og Jeppe Aakjær et nært venskab, som afspejles i en brevsamling og i udveksling af værker. Jeppe Aakjærs bøger står med dedikationer i billedhuggerens reoler på museet, og det var Aakjær, der leverede bryllupssang, da Hansen Jacobsen i 1908 fik sin Kaja. Tilsvarende står flere Hansen Jacobsen-værker i Aakjærs hjem, Jenle ved Skive. Uden kendskab til denne kontakt så Finn Slumstrup en parallel mellem Hansen Jacobsens værker og passager af Aakjærs tekster. Sammen med fotografen Ole Thomsen blev det til bogen Dialoger – og under forberedelserne udfoldede der sig rig viden om venskabet.

Bryllupssangen synges først på dagen af Bække-koret. De to kunstnere havde fødselsdag på samme dag, og fejrede den lejlighedsvis sammen. Netop lørdag den 10. september fejres Aakjærs 145-års dag på Jenle! Det bliver dem begge, der hædres, når dagen kl. 22 afsluttes med fakkeltog om Troldespringvandet, hvor de havde drømt om sammen at gå ”gaasegang paa smaatimerne i måneskin”. Hvad kunne være mere passende end at slutte dagen med netop Aakjærs omskrivning til dansk af ”Skuld gammel venskab rejn forgo”?!  

 

Vel mødt til en dag fuld af oplevelser!

Bedste hilsner fra Vejen Kunstmuseum

museum@vejenkom.dk 

 

Fra Niels Hansen Jacobsens foto-album er hentet et ungdomsportræt fra 1880'erne.



Fra Niels Hansen Jacobsens fotoalbum er hentet et foto, hvor han ses på trappetrinnet til sit hjem i Paris (1892-1902) sammen med sin hustru Anna Gabriele, født Rohde.


 

Fra Niels Hansen Jacobsens fotoalbum er hentet et foto af Jeppe Aakjær


Fra Niels Hansen Jacobsens fotoalbum er hentet et billede, hvor han viser frem mellem sit lager af potentielle grav- og mindesten. I baggrunden anes Hytten, hans hjem frem til han fra 1924 fik bolig på Vejen Kunstmuseum


Fra Niels Hansen Jacobsens fotoalbum er hentet et billede, hvor billedhuggeren er foreviget ved sit monument Modersmålet fra 1903.


Fra Niels Hansen Jacobsens fotoalbum er hentet et billede, hvor han i 1920'erne er fanget foran sit atelier ved sommerhuset i Hammer Bakker nord for Ålborg.


 Fra Niels Hansen Jacobsens fotoalbum er hentet et billede, hvor kunstneren med sin hustru Anna Gabriele er foreviget i deres atelier i Paris omkring 1900/1901.


Fra Niels Hansen Jacobsens gamle glaspladenegativer er hentet et billede, der viser den oprindelige opstilling i Skulptursalen - alle de figurer, der løb gæsterne i møde i den ottekantede sal, der var en tro kopi af Skulptursalen på Den Frie i København.