Niels Hansen Jacobsen og BETON

Af Teresa Nielsen, museumsleder, 10. september 2013

Ved ordet BETON tænker mange straks på kedelige kilometerarkitektur opbygget af færdigstøbte, retvinklede elementer. Men BETON kan så meget – det kan lægge sig næsten lige så præcist i formdetaljen som bronze, men har af en eller anden grund, ligesom gips, aldrig rigtig været regnet for noget særligt. Der findes dog folk, der værdsætter spor af forskalningsbrædder, og der er arkitekter og billedkunstnere, der bevidst har afsøgt betonens muligheder. Materialet har så mange fordele: Det er smidigt og ligetil, billigt og robust. Det kan tåle at stå hvor som helst – og det er de færreste, der fristes til at stjæle en uomsættelig betonskulptur på 1,5 tons…

Beton-jætter på Skibelund-atelieret
Kigger man efter, viser det sig, at billedhugger Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) er en af dem, der jævnligt har gjort brug af beton – i helt stor stil i Troldespringvandet i Vejen og i mindre mængder i andre værker. Blandt billedhuggerens fotografier er der ét, hvor han ses sammen med hushjælpen Dagny Brande i færd med at blande en portion beton – eller er det gips?


Det må stå hen i det uvisse, men med sikkerhed gør han brug af beton i 1914 i forbindelse med opførelsen af sit atelier i Skibelund Krat, der fra 1938 kom til at udgøre den sydlige kuppelsal på Vejen Kunstmuseum. Står man i Lindegade i Vejen kan man se husets enestående indgangsparti med et relief af skulpturens skytsengel over døren og et par mægtige jætter på hjørnerne.

Disse elementer viser sig at være modelleret direkte i BETON. Det beviser et glaspladenegativ, der er i så god kvalitet, at man kan zoome ind på det venstre hjørne og se, at det er taget mens billedhuggeren var i gang med at påføre den fugtige beton på en ujævnt tilhugget bund af mursten. Bag rækken af store sten, der ved Skibelund Krat stod foran atelieret, ser man endog betonblanderen.


Et snapshot er bevaret, hvor man ser billedhuggeren og hans anden hustru Kaja sammen med Elna og billedhuggerkollegaen Rudolph Tegner og dennes hustru Elna foran indgangen til atelieret flankeret af den nu færdigmodellerede jætte.
 

 






































Troldespringvandet modelleret op i beton
   

Vejen Kunstmuseum blev indviet sommeren 1924 i aksen til det helt unikke Troldespringvand, hvis skulpturelle elementer billedhugger Niels Hansen Jacobsen i 1923 modellerede direkte i fugtig beton. Med velberådet hu foreslog han, at man midt i springvandet satte ”En Trold, der vejrer Kristenkød”, som han præsenterede tilbage i 1897. Byens mægtige margarinedirektør fandt den grim og foreslog at man satte billedhuggerens lille havfrue – markedsføringsmæssigt kendte han næppe ordene: ”Hellere dårlig omtale end ingen omtale”. Med trolden i midten husker folk Vejen! I respekt for billedhuggeren afstod direktøren fra at markere sig ved den endelige afstemning. Hansen Jacobsen fik sin vilje, Trolden blev støbt i bronze og resten modelleret op. Hans gode ven, forfatteren Jeppe Aakjær, holdt indvielsestale og roste byen for sit fremsyn – at forene det nyttige med det skønne. Nytten sås hen på vinteren, da frosten satte ind, og vandet fortsat sprang. Det gjorde det døgnet og året rundt frem til 1950’erne, for det cirkulerede ind om elværket for at køle maskinerne, og var brandvarmt, når det kom ud. Ved 0 grader stod Trolden i mosekonebryg, dampen fra det varme vand. Når kulden for alvor satte ind, fik han, hvad billedhuggeren kaldte ”Vinterpels” – flotte istapper og i 1940’ernes frostvintre så stor ispukkel på ryggen, at han segnede. Undervejs sagde billedhuggeren udglattende til margarinedirektøren: ”Man kan da ikke hælde en skikkelig Havfrue over med varmt Vand! En arg Trold maa derimod finde sig i at være udsat for lidt af hvert!” Over årene tog ”tidens tand” hårdt ved kummen og især betonskulpturerne, der i 2007-2008 blev afformet, modelleret op til den oprindelige skarphed og støbt i bronze takket være A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

   
   
Springvand i øst-vestakse foran museet med den centrale skulptursal   Springvand i damp

  Springvandet med trolden i Vinterpels


Havfrue omkranset af trolde
1928 har Niels Hansen Jacobsen dateret den voldsomme, gotiske granithavfrue, der ligger med sine to unger midt i springvandet i Anlægget i Bække. Kigger man nærmere på det helheden viser det sig, at hun holdes stangen af fire trolde, der spytter ind på hende. De er to par, altså henholdsvis to kvindelige og to mandlige trolde. Tankevækkende i fortællingen om troldenes historie er det her, at billedhuggeren omhyggeligt har gjort rede for de to køns meget forskellige karakter. Kvinderne har snoede vædder-agtige horn, mændene har små spidse horn. Kvinderne har en lille hale, mændene har takker på ryggen, etc… Som det naturligste har billedhuggeren i midten lagt havfruen i granit og derom formet en kumme med granitkant og op til den modelleret de fire trolde direkte i beton, så de kan gå så tæt som muligt i ét med kumme og kant.

Beton i fugerne og som en del af ornamentikken
Kigger man nærmere på billedhuggerens grav og mindesten får man efterhånden øje på, hvordan han ret systematisk afsøgte mulighederne i samspil mellem sten og beton. Et godt eksempel findes i Skibelund Krat, hans mindesten for Thor Lange.
Monumentet er et konglomerat af mange forskellige typer sten forenet i beton. Billedhuggeren har tydeligt været optaget af usædvanlige stentyper med furet overflade og spil i stofligheder. Disse usædvanlige sten har han sat sammen, så de støtter den centrale sten, som han har valgt at tippe med en skarpt spids opad. Kigger man på hans sten ved Øster Lindet kirke til minde om de faldne, opdager man ved vintertide, når beplantningen er frosset tilbage, at mægtige sten er sat i et fundament af beton med indfældede mindre sten. De ligger som et bånd med beton fuger omkring. De er hævet som de klassiske hamborg-fuger, hvis der havde været tale om regulært murstensbyggeri.